Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: FC Nordsjælland - FC Midtjylland

FC Nordsjælland gøre FC København til danske mestre ved at snuppe et point mod FC Midtjylland.

Kampfakta:
Kampstart: Mandag klokken 19.00
Spillested: Right to Dream Park, Farum
Dommer: Sandi Putros
På TV: TV3 Sport 
Hashtag: #fcnfcm #sldk

Holdnyt:
FC Nordsjælland:
Man skal passe på med at drage konklusioner, når det gælder Superligaen, men meget tyder efterhånden på, at vi kan strege FC Nordsjælland af listen som potentielle bronzevindere. Syv point har Farum-klubben lige nu op til Esbjerg på tredjepladsen - det bliver svært at nå.

For FCN's vedkommende handler det i første omgang også bare om at vinde en kamp i mesterskabsspillet. Det har FC Nordsjælland fortsat til gode, selv om holdet kun var få sekunder fra mod både Brøndby IF og OB. 

Senest blev det til et 0-3-nederlag til FC København i et opgør, hvor det for alvor var tydeligt, hvem der var drenge, og hvem der var mænd. Fraværet af den karantæneramte duo Mads Pedersen og Victor Nelsson gjorde bestemt heller ikke tingene nemmere for FC Nordsjælland - både Pedersen og Nelsson er tilbage mod FC Midtjylland. 

Martin Frese og Mikkel Rygaard er på skadeslisten.

FC Midtjylland:
FC Midtjylland snuppede mesterskabet i sidste sæson, og i denne sæson har det klare mål været at genvinde det. Sådan kommer det med al sandsynlighed ikke til at gå for ulvene, der kun har vundet en enkelt gang i mesterskabsspillet og senest tabt til både FC København og Brøndby IF.

Midtjyderne har mere eller mindre også selv kapituleret og fastslået, at pokalfinalen mod Brøndby IF den 17. maj nu er sæsonens største mål, men ulvene er naturligvis nødt til at følge Superligaen ordentligt til dørs og aflevere guldet med værdighed.

Hvor Kenneth Andersens mandskab blev udklasseret mod FC København, skabte holdet de største chancer mod Brøndby IF, men angriberne var uskarpe, og gæsterne var kyniske. Derfor indkasserede FCM et overraskende nederlag på hjemmebane. 

Zsolt Korcsmar mangler på holdkortet for FC Midtjylland, mens Erik Sviatchenko, der missede opgøret mod Brøndby, er tilbage. Det samme er Rilwan Hassan og Junior Brumado. 

Karantæner:
FC Nordsjælland: Ingen
FC Midtjylland: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC Nordsjælland (3-4-3): Vindahl - Mumin, Nelsson, Jenssen - Barolec, Kudus, Kofoed, Pedersen - Skov Olsen, Damsgaard, Donyoh

FC Midtjylland (3-4-3): Hansen - Sviatchenko, Hansen, Scholz - Andersson, Poulsen, Sparv, Dal Hende - Evander, Onuachu, Onyeka

Profilen:
Godsway Donyoh er tilbage fra en skadespause, men han er ikke tilbage i topform. I det seneste opgør mod FC København blev han pillet ud efter 66 minutter, og det var han så utilfreds med, at han hverken gav hånd til afløseren Jonathan Amon eller cheftræner Flemming Pedersen. Brokkerierne fortsatte, da han satte sig på bænken. Hvad end utilfredsheden var rettet mod trænerstaben eller indad, må Donyoh være opsat på at levere en god præstation mod FC Midtjylland.

Vidste du, at..:
FC Midtjylland har vundet én af sine største sejre i Superligaen i netop Farum. Det var tilbage i 2003, hvor ulvene åd FC Nordsjælland råt og vandt hele 7-1. "Farlige" Frank Kristensen var især farlig i det opgør og noterede sig for fire mål. Den legendariske FCM-angriber er i øvrigt den spiller, der har scoret flest mål i de indbyrdes opgør mellem FCN og FCM - 16 stk.

Dom:
Det er en stakket frist, men FC Midtjylland vil helt sikkert gå efter at udskyde FCK's guldfest, og derfor skal der en sejr på bordet i Farum mandag aften. FCM har traditionelt godt styr på FC Nordsjælland og burde også have vundet det første opgør på hjemmebane i mesterskabsspillet. Denne gang snupper ulvene alle tre point - gæsterne vinder 2-1 i Farum.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: