• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Ole Hoffskov

Optakt: FC Nordsjælland - OB

FC Nordsjælland er stadig uden sejr i mesterskabsspillet, og der venter en svær hjemmekamp mod bronzefavoritterne fra OB, der definitivt kan sikre tredjepladsen i den kommende runde.

Af Ole Hoffskov

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 12.00
Spillested: Right to Dream Park, Farum
Dommer: Anders Poulsen
Slutspil: Mesterskabsspillet
På TV: TV3 Max
Hashtag: #fcnob #sldk

Holdnyt:
FC Nordsjælland:

Farum-klubben har ikke været nogen stor oplevelse i mesterskabsspillet, hvor holdet fortsat er uden en eneste sejr. Det betyder også, at FC Nordsjælland stadig ikke har vundet med Flemming Pedersen som cheftræner.

Netop Flemming Pedersens ledelsesstil har været til debat på det seneste, og blandt andre Stig Tøfting har ikke lagt skjul på, at FCN-trænerens meget rolige facon ikke behager ham. I Farum ryster man imidlertid ikke på hånden. 

Hvad alle kan blive enige om, er, at det vil klæde FC Nordsjælland at begynde at vinde nogle fodboldkampe, men holdet spiller ikke godt i øjeblikket. Senest leverede FCN en tam præstation på Brøndby Stadion og tabte 0-2.

FC Nordsjælland ender på sjettepladsen i denne sæson og har for så vidt ikke alverden at spille for i de sidste to kampe, men det vil helt sikkert betyde meget at slutte ordentligt af og få et godt afsæt til den kommende sæson. 

Hjemmeholdet må undvære en karantæneramt Abdul Mumin mod OB.

OB:
Fynboerne var pisket til at vinde over Esbjerg fB i seneste runde for at holde liv i bronzedrømmen, og OB leverede varen i overbevisende stil og vandt en flot 4-1-sejr på hjemmebane. Dermed er OB aktuelt på tredjepladsen, og bronzemedaljerne kan blive sikret definitivt i den kommende runde, hvis Jakob Michelsens mandskab vinder i Farum, og Esbjerg taber hjemme til FCK.

Efter nogle magre år er det i denne sæson lykkedes OB at leve op til egen målsætning om top seks, og en tredjeplads vil være noget af et svendestykke for Jakob Michelsen. Så kan holdet også begynde at forberede sig på Europa. Hvis FCM vinder pokalfinalen over Brøndby, skal nummer fire i Superligaen spille den afgørende Europa-playoff-kamp. Vinder Brøndby IF derimod finalen, er det nummer tre, der skal i kamp.

OB skal altså med andre ord heppe på FC Midtjylland fredag eftermiddag.

OB har i ugens løb forlænget kontrakterne med Ryan Johnson Laursen og Oliver Lund, der dermed også vil være at finde på det fynske mandskab efter sommerferien.

En anden Lund - med fornavnet Marco - afsoner karantæne mod FC Nordsjælland.

Karantæner:
FC Nordsjælland: Abdul Mumin
OB: Marco Lund

Bud på startopstillinger:
FC Nordsjælland (4-3-3): Larsen - Bartolec, Nelsson, Jenssen, Pedersen - Kudus, Kofoed, Christensen - Amon, Damsgaard, Skov Olsen

OB (3-4-3): Grytebust - Leeuwin, Tverskov, Ludwig - Laursen, Thomasen, Drachmann, Lund - Nielsen, Kadrii, Kløve

Profilen:
Magnus Kofod Andersen startede på bænken mod Brøndby IF, fordi han søndag kom for sent til træning i Farum. Den form for slinger vil cheftræner Flemming Pedersen ikke acceptere, og derfor placerede han midtbanespilleren blandt reserverne. I denne uge er Kofod forhåbentlig mødt til tiden, og han vil uden tvivl være opsat i søndagens hjemmekamp mod OB.

Vidste du, at..:
Det største hjemmebanenederlag, FC Nordsjælland har lidt i Superligaen de seneste 10 år, var netop mod OB. I oktober 2015 vandt fynboerne hele 5-1 i Farum. Martin Vingaard bragte FCN tidligt foran, men derefter væltede korthuset, og især Rasmus Festersen var i hopla med et hattrick.

Dom:
FCN led et bitter pointtab til OB i seneste indbyrdes kamp, da Farum-klubben ikke formåede at holde en 2-0-føring efter 89 minutter. Derfor vil værterne helt sikkert være opsatte på revanche, men FCN ligner ikke et hold, der kan true de øvrige i mesterskabsspillet lige nu. Læg dertil, at OB kan tage det afgørende skridt mod bronze med en sejr, og vi tror på tre fynske point. OB vinder 2-1.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Superliga

Mere Superliga

Fokus