Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: FC Nordsjælland - OB

Fredagskampen byder på et spændende opgør mellem FC Nordsjælland og OB. Fynboerne har vundet de seneste fire gange, de har besøgt Farum.

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 19.00
Spillested: Right to Dream Park, Farum
Dommer: Benjamin Willaume-Jantzen
På TV: TV3 Sport 1
Hashtag: #fcnob #sldk

Holdnyt:
FC Nordsjælland:
Kasper Hjulmands unge tropper fik en dårlig start på 2018, da holdet smed en 1-0-føring og tabte 1-2 til SønderjyskE i premieren. Haderslev-klubben havde ofret Victor Ekani til en mandsopdækning af Mathias Jensen, og det hæmmede gæsterne, at holdets kreatør blev sat ud af spillet.

Nederlaget til SønderjyskE betød samtidig, at FC Nordsjælland mistede et skridt i guldkampen, og det ligner mere og mere, at det bliver en duel mellem FC Midtjylland og Brøndby IF, selv om FCN ikke helt kan afskrives endnu.

FC Nordsjælland har i løbet af vinteren haft en del spillere af sted med diverse landshold, og det har ifølge Kasper Hjulmand slidt på spillerne. Derfor har han varslet, at han vil spare nogle af profilerne i løbet af foråret. Mod SønderjyskE var det Jonathan Amon, og det er svært at spå om, hvordan Farum-klubben stiller op.

FCN har i ugens løb fået en spændende tilgang i form af Mikkel Rygaard, der er kommet til på en fri transfer. Farum-klubben løb med Rygaards underskrift for snuden af Brøndby IF.

Martin Frese, Godsway Donyoh og Patrick Da Silva, Mads "Mini" Pedersen og Magnus Kofod Andersen misser opgøret mod OB.

OB:
Fynboernes akilleshæl i denne sæson har været at score mål, men det var ingenlunde til at se i premieren mod FC Helsingør, som endte med en 6-1-sejr - blandt andet takket være et hattrick af Anders K. Jacobsen. Bevares, det var på dagen en billig baggrund, men OB leverede en rigtig fin indsats, og de øvrige resultater flaskede sig således, at holdet nu er i top seks.

Fredag venter der en helt anden opgave, og kan OB hive yderligere tre point i land, ser det pludselig rigtig godt ud i forhold til at indfri målet om at komme med i mesterskabsspillet. Foruden Anders K. Jacobsen kom også Rasmus Festersen og Nicklas Helenius på tavlen mod FC Helsingør, så angriberne har i hvert fald fået tanket selvtillid inden FCN-kampen. Helenius er dog ikke med mod FC Nordsjælland, og det samme gælder Ryan Johnson Laursen. 

Karantæner:
FC Nordsjælland: Ingen
OB: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC Nordsjælland (3-4-3): Runarsson - Hansen, Nelsson, Yttergård - Bartolec, Petry, Jensen, Damgaard - Asante, Rygaard, Rasmussen

OB (4-4-2): Grytebust - Desler, Petersen, Tverskov, Barrett - Greve, Thomasen, Nielsen, Kløve - Jacobsen, Festersen

Profilen:
Manges øjne vil uden tvivl være rettet mod Mikkel Rygaard fredag aften. Mandag skrev offensivspilleren kontrakt med FC Nordsjælland, og han debuterer formentlig allerede mod OB. Det skal blive spændende at se, om Rygaard ryger direkte i startopstillingen, eller om Kasper Hjulmand bringer ham i spil som en joker sent i kampen. Det skal desuden blive interessant hvilken plads, han er tiltænkt. 27-årige Mikkel Rygaard kan spille på flere pladser, men et godt bud er, at han skal husere som falsk 9'er på Emiliano Marcondes' gamle position. 

Vidste du, at..:
Mikkel Rygaard nåede at score syv mål for Lyngby BK i Superligaen, men han fik aldrig netmaskerne til at blafre i en kamp mod OB. Til gengæld står midtbanespilleren noteret for en enkelt assist, og han har aldrig prøvet at tabe til fynboerne.

Dom:
Det ender sjældent 0-0, når FC Nordsjælland og OB tørner sammen, og det gør det heller ikke fredag aften. Et godt bud er også, at begge hold scorer. Umiddelbart er der - overraskende - meget, der peger mod en OB-sejr. FCN er traditionelt stærke på hjemmebane, men lige præcis OB har det rigtig godt i Nordsjælland. De seneste fire kampe i Farum er endt med OB-sejr.

Buddet herfra er en pointdeling i fredagskampen. Opgøret ender 2-2.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.