Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: FC Nordsjælland - SønderjyskE

Både FC Nordsjælland og SønderjyskE bed virkelig godt fra sig i forårspremieren, og det kan sagtens blive underholdende søndag middag.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 12.00
Spillested: Right to Dream Park, Farum
Dommer: Jonas Hansen
På TV: TV3 Sport 
Hashtag: #fcnsje #sldk

Holdnyt:
FC Nordsjælland:
FC Nordsjælland måtte på grund af blæsten i weekenden vente med at skyde forårets første kamp i gang til onsdag aften, hvor AC Horsens ganske enkelt blev ramt af en orkan fra et sprudlende hjemmehold i Farum.

6-0 endte det til FC Nordsjælland, ikke bare sikrede sig tre vigtige point i forhold til top-6-racet, men i den grad fik vist, at holdet er mere end klar til forårs-sæsonen i det hele taget. Og skulle den tætte kamp om top 6 ende med at skulle afgøres via målscoren - ja så fik FC Nordsjælland såmænd også her styrket positionen og overhalede netop AaB med de mange scoringer.

AC Horsens bidragede med et selvmål, men inden da havde hele fem forskellige FCN-spillere smagt på den  scorings-sødme, der altid giver et herligt ekstra skud selvtillid til den næste kamp. Så er SønderjyskE advaret.

FC Nordsjælland levede og fik også den plads, der gør det muligt for de dygtige boldspillere virkelig at vise, hvad de hurtige afleveringer og den kælne boldbehandling kan føre til i det chanceskabende spil. 

Til søndagens kamp er Ibrahim Sadiq tilbage efter endt karantæne, men med scoringer fra både Atanga, Kudus og Damsgaard i den forreste linje, er det ikke givet, at Sadiq kommer til at starte inde mod SønderjyskE. Kabal-Deen Sulemana er også med i truppen til søndagens kamp, hvor Flemming Pedersen har udeladt Abu Francis og Oliver Villadsen.
  
SønderjyskE: 
Efter et slingrende efterår har der været noget bange anelser hos Sønderjyske inden foråret - i forhold til at kunne blive trukket ned i den nervepirrende bundkamp, hvor tre hold kommer til at lade Superliga-livet. 

Netop derfor var forårspremieren mod Hobro så uhyre vigtig. Men hvis nerverne var store inden kampen, blev de ganske hurtigt rystet af trøjerne med en fremragende indsats, der allerede ved pausen kastede en 2-0-føring af sig. Også efter pausen var SønderjyskE bedst og den samlede sejr på 3-1 var mere end fortjent. Dermed blev der skabt et afgørende hul netop ned til Hobro på 12-pladsen, så der nu er otte point at give af. 

Arbejdet er ikke gjort færdigt, men det første og meget vigtige skridt er taget i retning af at undgå unødig spænding i forhold til nedrykning. På trods af sejren virker top 6 fortsat meget langt væk, da afstanden hertil er uændret på seks point - med nu kun fem spillerunder tilbage.

Rasmus Vinderslev, Marc Pedersen og Nikola Mirkovic sad alle ude med skader i forårspremieren - det gør de også på søndag. Pierre Kanstrup er ligeledes ikke med i truppen grundet en skade.

Karantæner:
FC Nordsjælland: Ingen
SønderjyskE: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC Nordsjælland ( (4-3-3): Larsen - Thychosen, Hansen, Mumin, Yttergård Jenssen - Rygaard, Kofod, Diomande - Atanga, Kudus, Damsgaard

SønderjyskE (4-5-1):  Mielitz - Simonsen, Banggaard, Gartenmann, Marfelt  - Bah, Hassan, Jónsson, Albæk, Absalonsen - Jacobsen

Profilen:
Johan Absalonsen fyldte i efteråret 34 år og måske i gang med sin sidste sæson som professionel i Superligaen. Men den dygtige offensiv-spiller lader ikke til at have skruet ned for lysten og engagementet. I forårs-premiere-sejren spillede han fuld tid og var manden, der efter en halv times spil sendte SønderjyskE på sejrskurs med scoringen til 1-0. Målet var hans første i hele sæsonen, så hullet på bylden er nu prikket. 

Og det kan FC Nordsjælland kun ærgre sig over. For netop Johan Absalonsen er den aktive spiller i Superligaen, der flest gange har scoret mod FC Nordsjælland. 

Hele 10 gange har Absalonsen nemlig sendt bolden i kassen mod FCN - fire gange som OB-spiller og seks gange som SønderjyskE-spiller- 

Med sin scoring i weekenden bragte Johan Absalonsen sin scoringstotalt i Superligaen op på 57 af slagsen, så der er sket en del siden debut-målet tilbage 2004, hvor han som teeneager med endnu klar fynsk accent scorede for Brøndby mod OB, hvilket i sig selv trak store overskrifter både på og uden for den fynske hjemstavn. 

Vidste du, at..
SønderjyskE har kun hentet en sejr i de seneste otte møder med FCN, der har vundet de seneste på stribe. Men det ændrer ikke på, at SønderjyskE samlet set i Superliga-historien har hentet point i flere kampe end de har tabt mod FC Nordsjælland / Farum Boldklub.

Samlet set er det blevet til syv uafgjorte og 12 sejre til Sønderjyske i 36 opgør mod FC Nordsjælland. Når kampene har været spillet i Farum, ser det heller ikke skidt ud for sønderjyderne. Her har de to klubber stået overfor hinanden 20 gange. Fem gange er det endt med uafgjort - seks gange med sejr til SønderjyskE. 

Den seneste sejr til SønderjyskE i Farum ligger tilbage i 2016, hvor det endte med en 3-2-sejr.

Dom:
Vi har at gøre med to hold, der er kommet flyvende fra start i forårssæsonen og begge med godt gang i scoringen. Er det så endnu et målshow, vi skal forvente?

Man kan da håbe. Men hvad vi til gengæld kan forvente er en kamp, hvor FC Nordsjælland tager teten i spillet og lader deres hurtigløbere og teknisk, fodrappe offensivspillere angribe SønderjyskEs ikke alt for hurtige forsvar.

Over 90 minutter bør det kunne åbne for en del chancer til hjemmeholdets mange offensive kort, og selv om SønderjyskE både har en Rilwan Hassan i form og en genfødt Anders K. Jacobsen at byde ind med - ja, så ender det med en sejr til FC Nordsjælland, der tager tre point med en 3-1-sejr. 

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: