Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Hobro IK - AaB

Endnu en nordjysk duel bare en måned efter den eneste mellem Hobro IK og AaB. Begge hold har allerede blikket rettet mod hvert sit playoff, men Hobro har mere på spil nu og her.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 12.00
Spillested: DS Arena, Hobro
Slutspil: Gruppespil – pulje 2
Dommer: Peter Munch Larsen
På TV: TV3 Max
Hashtag: #hobaab #sldk

Holdnyt:
Hobro IK:
Det må være nogle løjerlige kampe at spille for Hobro IK i øjeblikket. Holdet kan ikke rigtig nå at hente AaB eller Randers FC og dermed undgå nedryknings-playoffkampene, og derfor handler det primært om at blive så klar som muligt til selvsamme.

Det er dog ikke helt ligegyldigt, om Hobro bliver treer eller firer i gruppen, for det afgør, om holdet skal møde grundspillets dårligste hold, Vejle, i direkte duel, hvor taberen rykker ned, eller en af SønderjyskE, AC Horsens eller AGF i første playoffrunde. Bliver det et af de tre sidstenævnte hold, får taberen en chance mere for at overleve.

Derfor var det potentielt afgørende, at Hobro kom tilbage og fik 3-3 i overtiden mod Vendsyssel FF i seneste runde, for dermed er der fortsat kun ét point op til de nordjyske konkurrenter. Og det må trods alt sikre en vis motivation, selv om vejen til overlevelse stadig er lang og snørklet.

I den kamp vendte Danny Olsen tilbage efter lang tids skadespause, men holdet måtte fortsat undvære Frans Dhia Putros, der har siddet ude hele foråret, samt Yaw Amankwah og Alexander Baun.

Amankwah er til gengæld tilbage i truppen til opgøret mod AaB, mens de to øvrige fortsat er ukampdygtige. 

AaB:
I AaB vil de fra fredag morgen selvfølgelig sige, at de lægger al fokus på Hobro-kampen, men inden da har de en pokalsemifinale på Brøndby Stadion, som med garanti har fyldt meget. Dels fordi chancen for at vinde et trofæ og spille en pokalfinale er så tæt på, dels fordi AaB er så godt som sikre på at undgå nedrykning fra Superligaen.

Holdet har 13 point ned til Vendsyssel FF på tredjepladsen i gruppe 2, og da der kun er 15 point at vinde i resten af gruppespillet, bliver AaB ikke overhalet. Derfor er Hobro-kampen også ugens næstvigtigste.

Det gik ellers så fint for AaB, der hentede otte point i grundspillets fire sidste kampe, men så kom Randers FC forbi Aalborg igen, og så led AaB endnu et nederlag. Derfor går holdet ind til først pokalsemifinalen og siden Hobro-kampen med en blandet optakt.

AaB kommer samtidig ind til kampen uden to profiler. Således er Tom van Weert og Jakob Ahlmann ude med skader, ligesom Marco Ramkilde også er. Dog er Wessam Abou Ali tilbage i truppen, efter at have siddet over i pokalsemifinalen mod Brøndby med sygdom.  

Karantæne:
Hobro IK: Ingen
AaB: Ingen

Bud på startopstillinger:
Hobro IK (4-4-2): Rask – Pedersen, Bøge, Minor, Tjørnelund – Sabbi, Brix-Damborg, Hammershøy-Mistrati, Babayan – Kristoffersen, Kirkevold

AaB (4-4-2): Rinne – Kristensen, Okore, Pedersen, Blåbjerg – Kusk, Christensen, Abildgaard, Ochs – Andersen, Abou Ali

Profilen:
Hvis Hobro skal overleve i Superligaen, er det selvsagt en fordel af få det optimale ud af Pål Kirkevold. Sidste sæsons Superliga-topscorer har scoret fire gange i foråret og er begyndt at ligne sit gamle jeg, men det tyder også på, at han skal have hjælp oppe foran. Alle fire scoringer er faldet i de tre kampe, hvor Hobro har spillet 4-4-2, og Kirkevold har selv udtalt, at han betragter det som afgørende, at holdet spiller med to angribere.

Vidste du, at..:
Hobro fik fire point ud af sine to første Superliga-kampe mod AaB, men siden har Nordjyllands største klub også været bedst på banen. I de otte seneste kampe er bare to endt uafgjort, mens resten har været AaB-sejre. Samlet målscore: 22-2.

Dom:
AaB har været et bedre hold end Hobro i denne sæson, hvilket 0-5-sejren på DS Arena i efteråret med al tydeligvis viste. Men så sent som for en måned siden spillede holdene 1-1, og med torsdagens pokalsemifinale som ubekendt faktor er en ny AaB-sejr slet ikke givet.

Herfra lyder buddet dog, at gæsterne har kvalitet nok til at vinde trods torsdagens anstrengelser. 1-2 til AaB.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: