Optakt: Hobro IK - FC Helsingør
Superliga

Optakt: Hobro IK - FC Helsingør

Der er oprykkerduel fra sæsonens start, når FC Helsingør gæster Hobro IK søndag eftermiddag.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 16.00
Spillested: DS Arena, Hobro
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
På TV: Eurosport 2
Hashtag: #hikfch #sldk

Holdnyt:
Hobro IK:
Som det så ofte er tilfældet med oprykkerhold, er der sket ting og sager med Hobros trup hen over sommerferien. Otte mand har forladt klubben, og det samme antal spillere har sluttet sig til den.

De to mest bemærkelsesværdige tilgange, i hvert fald i forhold til kampen mod FC Helsingør, er Rasmus Minor Petersen og Vito Hammershøy-Mistrati. De to var med til at spille netop Helsingør op i Superligaen, men valgte altså fuldtidstilværelsen i Himmerland, og nu vil skæbnen, at de (formentlig) får debut mod deres gamle klub.

Hobro har sagt farvel til nogle rutinerede og velkendte navne i Superliga-sammenhæng i form af Babajide Ogunbiyi, Sebastian Andersen, Kasper Povlsen, Lucas Jensen og Mads Schäfer (tidligere Jessen). Der er dog stadig masser af rutine på holdet og masser af spillere, der har erfaring fra både Superligaen og 1. division.

Desværre for Hobro må holdet undvære Wilfried Domoraud til premieren. Franskmanden kom alvorligt til skade i marts, og det er stadig usikkert, hvorvidt han overhovedet kommer tilbage på banen igen i 2017.

Til gengæld slipper holdet for karantæner.

FC Helsingør:
Det er ikke nemt at være deltidsproffer i en fuldtidsprofessionel verden. Hvis FC Helsingør ikke vidste det i forvejen, har de i hvert fald erfaret det denne sommer.

Allermest tydeligt har været med førnævnte Rasmus Minor Petersen og Vito Hammershøy-Mistrati, der gik til Hobro, men også klubbens forstærkninger afspejler den virkelighed, som direktør Janus Kyhl må finde spillere i.

Klubben har hentet Jonas Henriksen i AB, Søren Henriksen i Vendsyssel FF, Daniel Jørgensen i FC Roskilde og Nicolas Mortensen i Fremad Amager. Alle sammen spillere, som har skilt sig positivt ud i divisionerne, men som har sammenlagt 27 Superliga-kampe på cv’et.

De er i øvrigt alle spillet af Henriksen, der dermed er én af tre spillere med ligaerfaring i truppen. Ricki Olsen med 48 og Mads Aaquist er de eneste andre.

Karantæne:
Hobro IK: Ingen
FC Helsingør: Ingen

Bud på startopstillinger:
Hobro IK (4-4-2): Rask – Gotfredsen, Minor, Justesen, Tjørnelund – Mikkelsen, Hammershøy-Mistrati, Brix-Damborg, Olsen – Kirkevold, Babayan
FC Helsingør (3-5-2): Bruhn – Holm, Fisch, Henriksen – Bay, Holst, Aaquist, Basse, Olsen – Riel, Larsen

Profilen:
En stor del af forklaringen på, at Hobro endte med at rykke direkte op i sidste sæson, er norsk og kaldes mål-Pål. Angriberen med efternavnet Kirkevold kom tilbage til klubben efter udlejning i januar og scorede ni mål i foråret, herunder det afgørende af slagsen mod Vendsyssel FF i kampen, der sikrede oprykningen. Hobro får brug for en målscorer i Superligaen, og meget af det ansvar kommer til at hvile på Kirkevolds skuldre.

Vidste du, at..:
Hobro og Helsingør har kun mødt hinanden tre gange i nyere tid. Det var i sidste sæson, hvor det første opgør endte uafgjort, Hobro vandt det næste 2-0 hjemme, og Helsingør vandt 3-0 på sin hjemmebane.

Dom:
Opgørets udfald kan ende med at blive ganske vigtigt, dels fordi holdene forventes at dyste mod hinanden i bunden, og dels fordi det er med til at sætte tonen for, hvordan de to oprykkere kommer fra land i den nye sæson.

Hobro har fordel af hjemmebanen, mest Superliga-erfaring, et fuldtidssetup og var bedst i sidste sæson, så de fleste målbare parametre peger på en hjemmesejr. Helsingør er vant til at have oddsene mod sig, det havde de gennem hele oprykningssæsonen, men vi tror alligevel på, at Hobro vinder. 2-1 lyder buddet.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: