Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Hobro IK - Randers FC

Hobro IK forsøger desperat at snige sig forbi Vendsyssel FF og undgå den direkte kamp om nedrykning. En sejr over Randers FC søndag vil lune gevaldigt i Himmerland.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 12.00
Spillested: DS Arena, Hobro 
Dommer: Benjamin Willaume-Jantzen
På TV: TV3 Max 
Hashtag: #hikrfc #sldk

Holdnyt:
Hobro IK:
Peter Sørensens mandskab har høstet point i begge kampe indtil videre, men Vendsyssel FF har gjort det samme, og derfor er det ikke lykkedes Hobro at gå forbi rivalerne i nedrykningskampen. Hobro er stadig sidst i pulje 2, og dermed er det altså Pål Alexander Kirkevold og holdkammeraterne, der står til en direkte kamp om nedrykning mod sidstepladsen fra pulje 1 - lige nu Vejle.

Hobro har med andre ord kniven for struben, men det har holdet haft i det meste af sæsonen, så på den måde er der intet nyt under solen. Nu begynder det bare for alvor at spidse til.

Det seneste opgør mod AaB endte 1-1, og gæsterne fra Aalborg reddede det ene point i de absolut døende sekunder. Efter kampen brokkede en stribe af AaB-folk sig over bolddrengene på DS Arena, som sportsdirektør Allan Gaarde kaldte for deciderede "snotunger". Det skal blive spændende lige at have at øje på dem i søndagens kamp.

Hobro har Frans Diha Putros og Alexander Baun på skadeslisten, men ingen karantæner.

Randers FC:
Der har aldrig været tvivl om Randers FC's overlevelse i denne sæson, og i sidste weekend blev den så formelt sikret, da kronjyderne spillede 1-1 hjemme mod Vendsyssel FF. Hverken Vendsyssel eller Hobro kan længere indhente Randers, der dermed kan koncentrere sig om Europa-kvalifikationen.

Randers FC står foran at skulle møde nummer et eller to fra pulje 1, og det er lige nu umuligt at spå om, hvem det bliver, så kronjyderne kan ikke spekulere alt for meget. For Thomas Thomasbergs mandskab handler det om at fastholde momentum og gå efter førstepladsen.

Erik Marxen afsonede karantæne mod Vendsyssel FF, men han er tilbage i truppen mod Hobro, hvor cheftræneren dog må se bort fra Nicolai Poulsen, der er røget i karantæne. På skadeslisten er Simon Graves.

Karantæner:
Hobro IK: Ingen
Randers FC: Nicolai Poulsen

Bud på startopstillinger:
Hobro IK (4-4-2): Rask - Haarup, Amankwah, Minor, Tjørnelund - Mikkelsen, Mistrati, Brix-Damborg, Babayan - Sabbi, Kirkevold

Randers FC (4-4-2): Carlgren - Thomsen, Marxen, Bager, Conboy - Kallesøe, Enghardt, Rømer, Lobjanidze - Stokke, Egho

Profilen:
Yaw Amankwah kan være tilbage i startopstillingen for Hobro, og ham hilser de uden tvivl velkommen på Himmerland. Den 195 centimeter høje midtstopper er et bæst at stå over for som offensivspiller, og hvis Randers-angriberne skal udfordre ham i luftspillet, har de ikke en chance. 

Vidste du, at..:
Pål Alexander Kirkevold havde som bekendt en stime på 11 kampe i træk med mål i sidste sæson. Den stime startede rent faktisk i en hjemmekamp mod Randers FC, som Hobro IK vandt 2-0. 

Dom:
Hobro IK har alt at spille for, mens ingen kan komme efter Randers FC, hvis de gearer en smule ned inden playoff. Der bør ikke være den store forskel på de to mandskaber i søndagens tidlige Superliga-kamp, og de små marginaler bliver afgørende. Vi gætter på 1-1.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: