Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Hobro IK - Silkeborg IF

Hobro kan sikre sig livet i Superligaen med sejr - omvendt kan Silkeborg med tre point genåbne spændingen i gruppe 1. Hvem vinder mandag i Hobro?

Kampfakta:
Kampstart: Mandag klokken 19.00
Spillested: DS Arena, Hobro
Dommer:  Benjamin Willaume-Jantzen
Slutspil: Gruppespil – pulje 1
På TV: TV3 Sport 1
Hashtag: #hobsif #sldk

Holdnyt:
Hobro IK:
Hobro IK sled sig til en sejr ude over Helsingør i den seneste runde på trods af at være en spiller i undertal gennem hele anden halvleg, da Frans Dhia Putros så rødt efter to gule kort umiddelbart inden pausen. Men de tre point blev sikret, hvilket gav Hobro et forspring til mandagens modstander på syv point inden dobbeltmødet først ude og så i Silkeborg. 

Det skal med i ligningen, at Hobro torsdag aften var ude i et opslidende pokaldrama mod FC Midtjylland, der som bekendt trak det længste strå efter 120 minutters fodbold. Et gok i nødden til Hobro-spillernes drømme om noget stort i knockout-turneringen.

Nederlaget bør dog hverken sidde i spillerne fysisk eller mentalt mandag aften, da flere stamspillere blev hvilet fra start i pokallkampen. Og der bør da også være mere end rigeligt med motivation til at præstere. For en sejr vil nemlig endegyldigt sikre Hobros eksistens i Superligaen, hvilket uden tvivl vil få mange i klubben til at ånde lettet op i forhold til al balladen omkring syvendepladsen i grundspillet og SønderjyskE-sagen. 

Skulle det til gengæld ende med nederlag, vil afstanden til Silkeborg være skrumpet til fire point, inden næste uges møde på kunstgræsset på Jysk Park - og så kan det hele alligevel nå at blive nervepirrende for Hobro IK. 

Yaw Amankwah er tilbage fra karantæne, mens Frans Dhia Putros til gengæld har karantæne. Jesper Bøge er tilbage fra skade, og Nicholas Gottfredsen sidder staidg ude med sin.

Silkeborg IF
Silkeborg IF tabte den vigtige udekampe i Aarhus i den seneste runde og måtte se både AGF og Hobro skyde sig syv point foran efter de to første runder af gruppespillet. Der er bare fire kampe at hente det tabte tilbage, og mandagens kamp i Hobro er den første af to i træk mod Thomas Thomasbergs tropper. Den næste venter allerede på torsdag i forbindelse med den kommende midtugerunde.

Skal Silkeborg IF bevare en realistisk chance for at vriste sig fri af de frygtede nedrykningsplayoff-kampe - ja, så skal kampen mandag aften vindes i Hobro. Men holdet er i en skidt stime, da fem af de seneste seks ligakampe er tabt, og der er sat nul point ind på kontoen i gruppespillet. Presset er efterhånden ganske stort.

I Aarhus var både Casper Sloth og Ibrahim Moro ude med karantæne - de er begge tilbage. Desværre for Silkeborg er Stephan Petersen, Mads Emil Madsen, Valance Nambishi, Gustav Dahl og Mikkel Cramer ikke blevet klar til udtagelse. De er dog med i træningen, mens angriberen Alex er længere fra comeback.

Karantæne:
Hobro IK: Frans Dhia Putros
Silkeborg IF: Ingen

Bud på startopstillinger:
Hobro IK (4-4-2): Rask - Pedersen, Amankwah, Minor, Kopplin – Mikkelsen, Hammershøy-Mistrati, Brix-Damborg, Babayan - Kirkevold, Antipas.

Silkeborg IF (4-2-3-1): Friis Jensen - Gammelby, Flinta, Jakobsen, Sikosek - Sloth, Moro - Rodic, Skhirtladze, Rochester - Nilsson.

Profilen:
Davit Skhirtladze har nogle af de uforudsigelige momenter, der skal til for at skabe chancer og ryste en modstander. Problemet for georgieren er, at det i hans tid i både Silkeborg og inden da i AGF, er for langt imellem snapsene, og at beslutningerne ikke altid er de mest oplagte.

Men skal Silkeborg presse Hobro mandag aften, kan det komme via Skhirtladze, der sammen med Rodic har kvaliteterne til at skabe chancer på egen hånd. Han har gennem sæsonen nettet syv gange og stået for tre assists - to scoringer og et enkelt oplæg er præsteret i forårssæsonen. 

Vidste du, at..:
Silkeborg IF har aldrig vundet i Hobro - og Hobro har aldrig vundet hjemme over Silkeborg. Forklaringen er den ganske simple, at de to hold bare har mødt hinanden to gange i Superligaen i Hobro, og at begge opgør sluttede uden vinder. Den seneste ikke længere tilbage end i marts, hvor det sluttede 1-1 i grundspillets næstsidste runde.

Dom:
Det kan være Silkeborgs sidste chance for at holde liv i håbet om at skyde fornyet spænding ind i nedrykningsgruppe 1, og det kræver en sejr. Hobro IK kan gøre tingene færdig men kan i princippet stille sig tilfredse med uafgjort, da forspringet på syv point ned til Silkeborg vil blive bevaret, inden de tre sidste kampe. 

Baneforholdene på DS Arena kan spille ind, og i forrige spillerunde havde Silkeborg-spillerne mere end svært ved at få spillet til at fungere i Aahus, hvor banen bestemt var i ringe forfatning. DS Arena har også været ramt, og vi skal næppe forvente nogen flydende og flot spillet fodboldkamp, men nærmere en dyst, der kommer til at bølge frem og tilbage med direkte spil og få afleveringer i angrebene. 

De to hold kender deres mål for kampen, men troen på, at hjemmeholdet knokler sig til de tre afgørende point er størst. Hobro vinder 2-1 hjemme over Silkeborg og redder livet i ligaen.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

.iframe-container{
height:0;
padding-bottom:100%;
position:relative;
}
.iframe-container iframe{
height: 100%;
left: 0;
position: absolute;
top: 0;
width: 100%;
}


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.