Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Lyngby BK - Silkeborg IF

Hjemmeholdet har haft et godt efterår, mens udeholdet desperat har brug for flere point for at have kunne ane en mulighed for overlevelse.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 14.00
Spillested: Lyngby Stadion
Dommer: Peter Kjærsgaard
På TV: TV3 Max
Hashtag: #lbksif #sldk

Holdnyt:
Lyngby BK:
Der har været meget at være glad for i dette efterår for Lyngby Boldklub, der har vist rigeligt med klasse til at spille i dansk fodbolds bedste række. Mandskabet ligger efter 19 runder nummer ni i Superligaen med 25 point, det er 15 mere end søndagens modstander fra Silkeborg, der ligesom Lyngby brugte sommeren på at gå fra NordicBet Ligaen til Superligaen.

Hovedparten af pointene er kommet på egen bane i Lyngby, hvor 19 af de 25 point er sikret, og det er altså i høj grad det, der gør, at Lyngby holder bundholdene godt på afstand.

Nu skal Christian Nielsens mandskab så forsøge at hente yderligere tre point, og en sejr mod SIF vil sende holdet på en god og velfortjent vinterpause. Selv om man også med et nederlag vil stå godt, vil det alligevel give en ærgerlig afslutning på et godt efterår.

Senest endte det 1-1 ude mod AGF, hvor Lyngby var tilbage i den vante 3-5-2 opstilling, og det forventes at være den opstilling, som holdet stiller i, når Silkeborg kommer på besøg.

Skader er der ikke mange af hos de "Kongeblå" - kun Martin Ørnskov ventes at være ude af opgøret mod SIF. Den rutinerede midtbanespiller, der tilmed har en fortid i netop SIF, har siddet ude det meste af efteråret.

Silkeborg IF:
Endelig, har Kent Nielsen nok brølt. I efterårets sidste hjemmekamp lykkedes det for Silkeborg IF at vinde foran eget publikum, da det blev til 2-1 over Randers i søndags. Der var mødt under 2.000 op - formentlig som en kombination af dårligt vejr og dårlige resultater.

Læs også:Superligaens bedste: Ny mand på tronen

Nu skal SIF-holdet så forsøge at få lukket efteråret godt af, for med en sejr kan SIF nå op på 13 point for efterårssæsonen, og det er præcis, hvad Esbjerg, der ligger lige over SIF, står noteret for inden runden. Kan man hente tre point, og smider Esbjerg noget, kan der være en lille optimisme, der spirrer hen over julen.

Til opgøret mod Lyngby BK er Kent Nielsen fortsat uden en stribe spillere - Milan Massop, Gustav Dahl, Magnus Mattsson, Valance Nambishi, Marc Rochester, Shkodran Maholli, Oliver Haurits, Dennis Flinta og tredjemålmand Magnus Dalsgaard ventes alle at være ude, mens SIF også kan være uden Simon Skou Jakobsen, der grundet en mindre skade missede seneste kamp for de rød-hvide. Andenmålmand Oscar Hedvall er ligeledes blevet skadet, og derfor har Kent Nielsen noget opsigtsvækkende valgt at udtage målmandstræner Thomas Nørgaard, som backup for Rafael Romo. 

Karantæne:
Lyngby BK: Ingen
Silkeborg IF: Ingen

Bud på startopstillinger:
Lyngby BK (3-5-2): Mikkelsen - Tshiembe, Geertsen, Winther - Fosgaard, Enghardt, Corlu, Rømer, Da Silva - Nielsen, Riel

Silkeborg IF (4-1-4-1): Romo - Crone, Gertsen, Hagelskjær, Møller - Lesniak - Vallys, Kaalund, Madsen, Okkels - Schwartz

Profilen:
Jeppe Okkels er ved at udvikle sig til en ganske fin kantspiller, og Silkeborg-spilleren kom på tavlen senest, hvor SIF altså vandt med 2-1 over Randers FC. Okkels skal nu vise, at han kan holde stabiliteten, og han skal være mere afgørende, hvis SIF skal holde liv i Superliga-håbet.

Vidste du, at...:
Lyngby er lidt af en skrækmodstander for Silkeborg IF, der de senere år ikke er kommet fra Sjælland med point, når Lyngby har taget imod. De sidste fire kampe i Lyngby mellem de to mandskaber har hjemmeholdet alle vundet. To af dem i NordicBet Ligaen sidste år, en i Superliga Playoff i 2018 og en i Superligaens Grundspil i 2017.

Læs også:Rundens Hold i Superligaen - 19. runde

Dom:
Der er ingen tvivl om, at udeholdet Silkeborg har klart mest på spil. Holdet har desperat brug for point efter bare 10 i 19 kampe, men historikken favoriserer ikke Kent Nielsens mandskab.

Hjemmeholdet har vist sig stærke på egen bane og har hentet 19 af 25 point på egen adresse, og det tegner til at blive en ny nedtur for SIF, der møder et hold, der har vist fin stabilitet og ikke har tabt i de sidste fire Superliga-kampe.

2-1 til hjemmeholdet Lyngby.

Tidligere indbyrdes, kampe form og tabel:

Læs også:Overblik: Superligaens kontraktfrie spillere

Læs også:Bedst og værst: Silkeborg-forløsning i Flintas sidste hjemmekamp

Læs også:Silkeborg IF siger farvel til tre spillere