Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: OB - AaB

Kan OB med de mange tidligere AaB-spillere få skovlen under nordjyderne, eller venter der Morten Wieghorsts mandskab sæsonens første sejr?

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 16.00
Spillested: EWII Park, Odense
Dommer: Peter Kjærsgaard
På TV: Canal 9
Hashtag: #obaab #sldk

Holdnyt:
OB:
Fynboerne har fået rettet op på en dårlig premiere, og Kent Nielsens mandskab står nu noteret for to sejre i træk. Søndag skal holdet jagte tre på stribe mod pressede AaB.

OB kan ikke beskyldes for at have leveret topunderholdning og poleret fodbold, men der har bestemt været nok at glæde sig over set med fynske briller. Defensiven har været god foran en altid velspillende Sten Grytebust, mens Anders K. Jacobsen har fået gang i målscoringen.

OB sigter efter en placering i top seks i grundspillet, og i den forbindelse har en god sæsonstart gjort underværker i Ådalen. OB ender ofte med at stå i en situation, hvor klubben skal indhente de andre, og derfor er det af stor betydning, hvis fynboerne kan være med i den sjove ende allerede fra start. Det må give spillerne selvtillid.

Jens Jakob Thomasen er stadig småskadet, men drømmemålet i forrige runde viste med al tydelighed, at han er på rette vej. Izunna Uzochukwo sidder med sikkerhed sidder mod AaB. Han afsoner karantæne.

Derimod er Joan Simun Edmudsson stærkt på vej tilbage efter en skadespause. I midtugen scorede han et drømmemål for OB's reserver og er også med i truppen mod AaB.

Ryan Johnson Laursen og Jacob Barrett er begge ude på grund af skadesproblemer, og Julius Eskesen melder også afbud på grund af sygdomsproblemer lørdag.

AaB:

Det startede meget lovende for AaB i Telia Parken, men det er stille og roligt fuset ud for nordjyderne. To nederlag i træk har givet panderynker i AaB.

Det store forsvarshåb, Jores Okore, har leveret meget blandet i sine første kampe for AaB, men der er ingen tvivl om, at han har meget lang snor af cheftræner Morten Wieghorst. Mere bekymret er cheftræneren for angrebet, hvor nordjyderne med al tydelighed mangler en klassisk målræv. Jannik Pohl har næse for at komme frem til chancer, men han skal snart til at vise, at han også kan udnytte dem.

AaB har i ugens løb forstærket offensiven med brasilianske Yann Rolim, og klubben har arbejdet på at få al papirarbejdet på plads, således han kan komme i aktion. Han er med i truppen, så vi må se, om brasilianeren får sin debut mod OB.

Morten Wieghorst må undvære Oliver Abildgaard, Rasmus Thellufsen, Robert Kakeeto, Marco Ramkilde og Patrick Kristensen.

Karantæner:
OB: Izunna Uzochukwu
AaB: Ingen

Bud på startopstillinger:
OB (4-4-2): Grytebust - Buus, Tingager, Petersen, Desler - Edmundsson, Nielsen, Thomasen, Jönsson - Jacobsen, Helenius

AaB (4-4-2): Larsen - Pallesen, Okore, Pedersen, Ahlmann - Børsting, Christensen, Würtz, Flores - Risgård, Pohl

Profilen:
Foruden cheftræner Kent Nielsen har hele fire OB-spillere en fortid i AaB, men det vil nok især være Nicklas Helenius, som manges øjne er rettet mod søndag eftermiddag. Angriberen scorede i sidste sæson mod AaB iført en Silkeborg-trøje, og han drømmer helt sikkert om at gøre det igen for OB. Helenius jagter stadig sit første mål for OB, og det vil være en speciel historie, hvis det falder mod barndomsklubben AaB.

Vidste du, at..:
Peter Utaka er den spiller, der har scoret flest mål i de indbyrdes opgør mellem OB og AaB. Den nigerianske angriber, der huserede i OB fra 2008 til 2012, har scoret hele otte mål mod nordjyderne.

Dom:
Det er sjældent, at det bliver en nulløsning mellem OB og AaB, og der skal da også nok falde scoringer søndag eftermiddag, men begge mandskaber vil formentlig gribe kampen forsigtigt an, så forvent ikke en målfest i Odense. Buddet herfra er en 1-0-sejr til gæsterne fra AaB.

Få odds 3,50 på sejr til AaB og odds 11,50 på resultatet 1-0 til AaB hos bwin - klik her

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: