Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: OB - FC København

OB skal forsøge at rejse sig fra skuffelsen i pokalsemifinalen mod FC Midtjylland, når FC København gæster Fyn.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 18.00
Spillested: Nature Energy Park, Odense
Dommer: Benjamin Willaume-Jantzen
På TV: 3+
Hashtag: #obfck #sldk

Holdnyt:
OB:
Fynboerne har langt om længe gang i en sæson, hvor de på forhånd aftalte målsætninger bliver indfriet, og prikken over i'et for Jakob Michelsens mandskab havde været en pokalfinale og dermed muligheden for en titel. Den drøm brast noget så grusomt i Herning onsdag aften, hvor hjemmeholdet FC Midtjylland vandt en overbevisende 4-0-sejr i semifinalen.

Dermed kan OB koncentrere sig fuldt ud om Superligaen, hvor det helt store mål er bronzemedaljer, og aktuelt er fynboerne også på tredjepladsen med et lille hul ned til Brøndby IF. Netop Brøndby var modstanderen i seneste runde, og det opgør endte 2-2 på Vestegnen.

OB er løbet ind i et par ærgerlige skader på det seneste, og det kan blive afgørende i sidste ende. Janus Drachmann, Marco Lund og Jacob Barrett Laursen missede pokalsemifinalen, men kun Marco Lund er ikke med i truppen til mødet med FC København. Ramon Leeuwin er også med, selvom han var i problemer mod FC Midtjylland. 

FC København:
Løverne slap af sted med det i mesterskabsspillets første opgør, hvor det blev til en smal 1-0-sejr på hjemmebane over Esbjerg fB. Jonas Wind blev udvist i første halvleg, og det hæmmede FCK-mandskabet, men Mohamed Daramys scoring kort før pausen viste sig at være nok.

Netop Mohamed Daramy har været i centrum i FC København i ugens løb. Den yngste målscorer i FCK's historie har forlænget sin aftale frem til udgangen af 2021, og dermed er Ståle Solbakken kommet i mål med en vigtig mission.

FC København blev den helt store vinder i første runde af mesterskabsspillet. De to øvrige opgør endte uafgjort, og dermed lagde hovedstadsklubben afstand til alle forfølgere - naturligvis mest væsenligt FC Midtjylland, der nu halter tre point efter FCK med en noget dårligere målscore.

FCK måtte undvære holdets to største profiler Viktor Fischer og Robert Skov mod Esbjerg, og det samme var tilfældet med Pieros Sotiriou. Af dem er kun Viktor Fischer tilbage i truppen. 

FCK ankede karantænen til Jonas Wind, men det blev fejet til jorden af Fodboldens Disciplinærinstans, hvorfor angriberen afsoner karantæne i søndagens kamp. 

Karantæner:
OB: Ingen
FC København: Wind

Bud på startopstillinger:
OB (3-5-2): Grytebust - Leeuwin, Tverskov, Ludwig - Laursen, Nielsen, Thomasen, Kløve, Laursen - Kadrii, Jacobsen

FC København (4-4-2): Joronen - Ankersen, Vavro, Bjelland, Boilesen - Daramy, Zeca, Falk, Thomsen - N'Doye, Fischer

Profilen:
Vedvarende rygter i fodboldmiljøet fortæller, at Sten Grytebust fra den kommende sæson skal tørne ud for FC København. De to parter er enige om en aftale, der angiveligt bare mangler at blive skrevet under. Derfor bliver det helt sikkert en lidt speciel kamp for OB-målmanden søndag aften, men nordmanden vil uden tvivl gerne bevise, at han skal til hovedstaden og være førstekeeper over Jesse Joronen. 

Vidste du, at..:
1-0 plejer at være et ganske fornuftigt bud på et resultat, når OB og FC København tørner sammen. Ud af de seneste 14 Superliga-møder er de ni endt med 1-0 til et af de to mandskaber - seks gange til FCK og tre gange til OB. 

Dom:
OB tabte 1-6 til FC København i det seneste opgør, og det er en plet, fynboerne har ventet længe på muligheden for at vaske af. Det skal nok lykkes søndag aften - FC København vinder ikke med tenniscifre i Odense, men vi tror på en sejr til gæsterne, der bør have mere friske ben end værterne. FC København vinder 3-2. 

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: