Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: OB - FC Midtjylland

Der gemmer sig en lækkerbisken i den tidlige søndagskamp, hvor FC Midtjylland kommer på besøg hos OB.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 12.00
Spillested: Ewii Park, Odense 
Dommer: Jørgen Daugbjerg-Burchardt
På TV: TV3 Sport 1
Hashtag: #obfcm #sldk

Få en bonus på 1.000 kr. hos bwin og spil på kampen

Holdnyt:
OB:
Fynboerne har været det tredjebedste hold i Superligaen i 2017, og det skyldes ikke mindst, at OB har en rigtig god defensiv. Kent Nielsens mandskab har indkasseret to mål i fem kampe i denne sæson, og det fortjener klapsalver og skulderklap.

Det gør offensiven ikke. Der er stadig for langt mellem snapsene for de offensive spillere i klubben, og det understreges blandt andet ved, at Nicklas Helenius fortsat ikke har scoret siden sit skifte til Fyn. Kent Nielsen er selvfølgelig bekendt med problematikken, og der arbejdes hver dag i Ådalen for at forbedre den del.

Hvis OB pludselig får noget offensivt pondus, kan man kun gisne om, hvor farlig en modstander fynboerne bliver. Mod FC Midtjylland skulle der være gode chancer for at øve sig. Ulvene er traditionelt ganske gæstfrie.

OB må undvære Jeppe Tverskov, og Ryan Johnson Laursen når formentlig heller ikke at blive klar til kamp søndag middag. Endelig mangler Jacob Barrett Laursen lige det sidste for at kunne blive klar..

FC Midtjylland:
FC Midtjylland er på mange måder det omvendte af OB. De kan slet ikke få styr på defensiven, men til gengæld råder ulvene over en af Superligaens mest potente offensiv med fyrtårnet Paul Onuachu i spidsen. 

Senest lykkedes det FC Midtjylland at besejre Superligaens tophold fra FC Nordsjælland med 4-3, og det var en flot sejr for de tidligere mestre, der dog var tæt på at smide det hele til sidst. Man sad med en fornemmelse af, at opgøret var endt 4-4, hvis der havde været bare fem minutter mere at spille i.

FC Midtjylland er et mandskab med et skyhøjt topniveau og et meget lavt bundniveau, og det skal blive spændende at se, i hvilken forfatning de optræder søndag middag.

Som optakt til kampen mødte FC Midtjylland Apollon Limassol i Europa League torsdag aften og tabte 2-3. I klassisk Jess-Thorup-stil kan man formentlig forvente at se en del ændringer i startopstillingen i forhold til kampen på Cypern.

Jess Thorup må se bort fra skadede Michael Falkesgaard, Rasmus Nicolaisen og Paul Onuachu, hvor sidstnævnte misser de resterende kampe inden landskampspausen. Nigerianeren blev fredag opereret for bilndtarmsbetændelse.

Karantæner:
OB: Ingen
FC Midtjylland: Ingen 

Bud på startopstillinger:
OB (4-4-2): Grytebust - Desler, Tingager, Petersen, Pereira - Greve, Nielsen, Thomasen, Jönsson - Jacobsen, Helenius

FC Midtjylland (4-1-4-1): Hansen - Nissen, Hansen, Korcsmar, Dal Hende - Drachmann - Kroon, Poulsen, Duelund, Borring - Sørloth

Profilen:
Der var næppe mange, der havde regnet med, at Mathias Greve skulle spille alverden for OB fra sæsonens start, men den 22-årige kantspiller har fået masser af spilletid, og han har muligvis været OB's bedste spiller i offensiven. Greve skal som sine holdkammerater blive mere målfarlig, men han har afgjort vist lovende takter. Det skal blive spændende at se, om han kan volde FCM's defensiv problemer.

Vidste du, at..:
Det højeste tilskuerantal, der har været til et opgør mellem OB og FC Midtjylland, var tilbage i marts 2004, hvor 13.982 mennesker var mødt frem på Odense Stadion. Her kunne de se hjemmeholdet tæve FC Midtjylland og vinde 4-0. Søren Berg, Mwape Miti, Thomas Lindrup og Steffen Højer scorede målene.

Dom:
Søndagsfrokosten kan meget vel blive indtaget til et brag af en fodboldkamp. OB's fremragende defensiv mod FC Midtjyllands fremragende offensiv ligner et interessant match-up. Man kan frygte, at det ender med, at de neutraliserer hinanden, men vi lader tvivlen komme de to hold til gode og skyder på en underholdene 2-2-kamp på Fyn.

Er du enig og tror på en målrig affære, kan du få odds 2.40 hos bwin, hvis du spiller på mere end 3,5 mål - klik her

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: