• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Ole Hoffskov

Optakt: OB - FC Nordsjælland

OB hentede sæsonens første sejr mod Vejle, og nu skal fynboerne forsøge at følge op mod FC Nordsjælland, der er kommet lunkent fra start.

Af Ole Hoffskov

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 12.00
Spillested: Nature Energy Park, Odense
Dommer: Peter Munch Larsen
På TV: TV3 Max
Hashtag: #obfcn #sldk

Holdnyt:
OB:
En kæmpe byrde blev løftet fra OB-spillernes skuldre, da det i syvende forsøg lykkedes fynboerne at hente sæsonens første sejr. Det skete i Nørreskoven, hvor OB vandt fuldt fortjent med 2-0 over Vejle. Dermed er Jakob Michelsens mandskab også væk fra Superligaens sidsteplads.

OB gav debut til den hollandske midtstopper Ramon Leeuwin mod Vejle, men han måtte udgå med en skulderskade allerede i første halvleg. Han er dog med i truppen mod FC Nordsjælland. Nyindkøbet Bashkim Kadrii er ikke med i truppen. 

Fynboerne har ofte følt, at de ikke fik som fortjent i denne sæson, men nu kommer holdet altså for første gang med en sejr i bagagen, og det skal blive spændende at se, om det har givet OB-spillerne et løft. De trænger til nogle positive vinde i Ådalen.

Casper Nielsen misser søndagens opgør.

FC Nordsjælland:
FC Nordsjællands dårlige sæsonstart er måske i virkeligheden gået en smule under radaren. Farum-klubben leverede en godkendt præstation i Europa League-kvalfikationen, og Kasper Hjulmand har stillet med et historisk ungt hold i denne sæson, men i sidste ende handler det om at vinde fodboldkampe, og det har FCN ikke været dygtige nok til.

Før ottende spillerunde er de forsvarende bronzevindere nummer ni med blot to sejre i syv kampe - senest blev det til et hjemmebanenederlag mod AC Horsens. Det er ikke godt nok af Hjulmands tropper.

Hvor FC Nordsjælland i sidste sæson scorede mål på samlebånd og var hullet som en si i defensiven, har det været stik modsat i denne. Der er kun blevet lukket seks mål ind i syv kampe, men FCN har blot scoret syv selv. Til sammenligning stod holdet noteret for 19 mål på samme tidpsunkt i sidste sæson.

Ulrik Yttergård Jenssen, Magnus Kofod Andersen og Godsway Donyoh har alle været tvivlsomme til søndagens opgør, men alle tre er udtaget. 

Karantæner:
OB: Ingen
FC Nordsjælland: Ingen

Bud på startopstillinger:
OB (3-5-2): Grytebust - Leeuwin, Tverskov, Ludwig - Laursen, Kløve, Drachmann, Eskesen, Barrett - Helenius, Jacobsen

FC Nordsjælland (4-3-3): Larsen - Bartolec, Nelsson, Mumin, "Mini" - Kofod, Christensen, Damsgaard - Skov Olsen, Kudus, Rasmussen

Profilen:
Han er et stort talent, men Mikkel Damsgaard har også mangler i sit spil. FC Nordsjælland-profilen skal især blive bedre til at bidrage med mål og assists. Et mål i 24 kampe står Damsgaard noteret for i Superligaen, og der er plads til forbedring. Måske Mikkel Damsgaard har skarpe skud i bøssen mod OB?

Vidste du, at..:
Da Ryan Johnson Laursen bragte OB foran 1-0 i Vejle efter 35 minutter, var det første gang i denne sæson, at fynboerne kom på måltavlen i første halvleg. 

Dom:
Det skal nok blive en interessant kamp søndag middag mellem to mandskaber, der er kommet sløjt fra start i denne sæson. OB og FCN vil mange af de samme ting, men man kan nok godt forvente, at gæsterne vil være mest på bolden. OB får for alvor en chance for at vise, hvor langt man er nået i forhold til at implementere en mere direkte spillestil. Buddet herfra er en underholdende 2-2-kamp til søndagsfrokosten.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Superliga

Mere Superliga

Fokus