Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Randers FC - AC Horsens

Både Randers FC og AC Horsens skal og må have tre point i denne kamp i forhold til drømmen om top 6 - men hvem vinder og hvem er ude?

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 12.00
Spillested: Cepheus Park, Randers  
Dommer: Benjamin Willaume-Jantzen
På TV: TV 3 Max
Hashtag: #rfcach#sldk

Holdnyt:
Randers FC: Med forventningen om en sejr over form-svage SønderjyskE i den seneste spillerunde kunne Randers se sig tilbage i top 6-selskabet. Men den gik ikke.

I stedet blev til et 3-0-nederlag, der forlængede stimen af nederlag i træk til nu at tælle tre kampe. Randers er inden søndagens kamp nu nummer ni i tabellen og kan være ude af gamet om top 6, hvis ikke det bliver til sejr. Men tre point vil til gengæld sende klubben tilbage på ret kurs inden sidste spillerunde. 

Forårets fire første kampe har kun kastet tre point af sig, hvilket er alt for lidt, når man ser på spillet i de tre første kampe mod AaB, FCK og BIF. Mod de to sidstnævnte endte det med nederlag på trods af ganske brave Randers-indsatser, der godt kunne have fortjent bedre. Så efter et kollaps mod SønderjyskE er det dyderne fra de første kampe, der skal findes frem til de sidste nervepirrende opgør.

Emil Riis Jakobsen er efter afsonet karantæne tilbage i truppen, der fortsat kun har Simon Graves Jensen på skadeslisten

AC Horsens:
AC Horsens er nogenlunde i samme båd som Randers. De to seneste kampe er tabt, og pointhøsten for de fire første kampe lyder på fire. AC Horsens var inden foråret bare et point fra top 6, og den status er helt det samme.

Problemet for Den Gule Fare er bare, at man ligger nederst i det felt på hele otte hold, der slås om de fire sidste pladser i top 6 - og så er der kun to kampe til at ændre det i. AC Horsens har som Randers i den grad også brug for sejren for at drømme videre om det bedste selskab, som klubben befandt sig i den seneste sæson. 

Nicolai Brock-Madsen er ude, og så er Horsens-holdet handicappet af karantænen til midtbaneslideren Hallur Hansson. 

Karantæner:
Randers FC: Ingen
AC Horsens: Hallur Hansson

Bud på startopstillinger:
Randers FC (4-4-2): Carlgren - Thomsen, Bager, Marxen, Conboy - Kallesøe, Poulsen, Rømer, Lobjanidze - Stokke, Egho

AC Horsens (4-4-2): Delac - Frantsen, Juel Andersen, Nielsen, Lumb - Nymann, Heltne Nilsen, Jacobsen, Borring - Drost, Junker 

Profilen:
André Rømer er ikke traditionelt nogen målscorer. Men ikke desto mindre er slideren noteret for fire mål og stod også for den seneste Randers-scoring, der faldt i 2-1-nederlaget mod Brøndby. Dermed har Rømer scoret flere mål end i nogen anden Superliga-sæson og er da også nummer tre internt i Randers efter Lobjanidze og Stokke, der begge er noteret for fem mål. 

 Vidste du, at..:
12 af de seneste 13 opgør mellem Randers og AC Horsens har haft maksimalt to scoringer - og ni af dem har maksimalt har en scoring. Forvent ingen målfest i søndagens gyser. 

Dom:
Som beskrevet ovenfor er der på ingen måde tradition for mange mål, når disse to hold mødes. Og med så uhyrligt meget på spil, vil det være en overraskelse, hvis et eller begge hold kommer blæsende uden at se sig tilbage. Dette er i sandhed en kamp, hvor begge hold har så meget på spil, at det meget vel kan blive en taktisk og henholdende affære. 

Hvis Randers FC kan finde tilbage til de dyder, der flænsede AaB og siden gjorde det svært for FCK og Brøndby - jamen så er det et bedre spillende fodboldhold end AC Horsens. Læg dertil en fordel af hjemmebane. Randers FC vinder en voldsomt vigtig sejr på 2-0.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: