Optakt: Randers FC - OB
Foto: Getty Images
Superliga

Optakt: Randers FC - OB

I sidste runde af grundspillet tørner Randers FC og OB sammen i et opgør, hvor fynboerne måske kan være bedst stillet ved et nederlag.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 17.00
Spillested: BioNutria Park, Randers 
Dommer: Jakob Kehlet 
På TV: Eurosport 2
Hashtag: #rfcob #sldk

Holdnyt:
Randers FC:
Et elendigt grundspil er ved at nå sin afslutning for Randers FC's vedkommende, og der er kun ét spørgsmål, der skal besvares for kronjydernes vedkommende søndag eftermiddag. Ender holdet sidst eller næstsidst?

Defensiven i Randers FC så en smule bedre ud i starten af foråret, men nu ligner den igen sig selv fra efteråret, og senest lukkede kronjyderne fire mål ind mod AaB i et opgør, hvor gæsterne var aldeles chanceløse. Ikke overraskende lykkedes det ikke selv Randers at score i kampen. Holdet har blot scoret 19 mål i 25 kampe, hvilket er helt utroligt i sig selv, og den statistik bliver kun mere iøjefaldende, når man studser over, at Randers FC blot har scoret tre mål på hjemmebane i hele denne sæson. Tre mål!

Der er sket ting og sager i klubben i ugens løb, og manden i centrum er den mangeårige Randers FC-spiller Søren Pedersen. Fra den kommende sæson bliver han ny direktør i klubben, men resten af foråret skal han være assistent for Rasmus Bertelsen og er altså med på bænken mod OB.

Randers FC har Jonas Bager og Mads Agesen i karantæne mod OB, mens Johnny Thomsen er ude med en skade.

OB:
Det ser ud til at blive endnu en sæson, hvor OB ikke indfrier egen målsætning. Præcis som i sidste sæson var målet at komme i top seks, og præcis som i sidste sæson ser det ud til at mislykkes. I teorien kan det stadig lade sig gøre at snige sig op på sjettepladsen i sidste spillerunde, men så skal rigtig meget flaske sig for fynboerne.

I mellemtiden er en noget pudsig situation opstået for OB. Nu, hvor mesterskabsspillet synes at være udenfor rækkevidde, kan fynboerne spekulere i, om det vil være bedst at tabe kampen mod Randers FC. Et nederlag kan meget vel ende med at placere holdet noget mere fordelagtigt i nedrykningsspillet. Cheftræner Kent Nielsen har fastslået, at OB selvfølgelig går efter at slå Randers FC.

Nielsen må se bort fra Jens Jakob Thomsen, Troels Kløve og Rasmus Festersen, der døjer med skader og ikke er med i truppen. Til gengæld er Kenneth Emil Petersen med i truppen, selv om han er tvivlsom. 

Karantæner:
Randers FC: Jonas Bager og Mads Agesen
OB: Ingen

Bud på startopstillinger:
Randers FC (4-4-2): Halldorsson - Conboy, Kauko, Enghardt, Marxen - Kallesøe, Allansson, Poulsen, Johansson - Kadrii, Markkanen

OB (4-4-2): Grytebust - Laursen, Tverskov, Petersen, Barrett - Greve, Rømer, Nielsen, Jönsson - Helenius, Jacobsen

Profilen:
Hannes Halldorsson skal søndag stå ansigt til ansigt med Anders K. Jacobsen og Rasmus Festersen. Om blot et par måneder skal den islandske keeper stå over for Lionel Messi, Sergio Aguero og Mario Mandzukic, når det går løs til VM. Det kan man godt blive lidt bekymret for på nuværende tidspunkt. Man kan i hvert fald ikke påstå, at Halldorsson gør sit hold tjenester lige i øjeblikket, men han har før vist, hvad han kan, når han er på toppen, og ved EM 2016 var han den keeper med flest redninger. Hannes Halldorsson skal have fundet VM-formen, og han kan passende tage det første skridt mod OB søndag eftermiddag.

Vidste du, at..:
Hvis Randers FC ikke scorer i søndagens kamp, vil det være sjette kamp i træk, at de forlader BioNutria Park uden at komme på måltavlen, og det er ny Superliga-rekord. 

Dom:
Som tidligere skrevet kan OB muligvis med fordel tabe søndagens opgør, men Kent Nielsen har fastslået, at de går på banen for at vinde, og der er da absolut heller ingen grund til at tro andet. På mange måder er det også svært at se, hvordan OB skal kunne tabe en kamp til Randers FC lige i øjeblikket. Hjemmeholdet har to bærende forsvarsspillere i karantæne, og det hjælper naturligvis heller ikke på det for Randers FC, der taber 0-2 til OB.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.