Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Silkeborg IF - Esbjerg fB

Bundgyser fra Silkeborg, hvor ingen af de to rigtigt har råd til at tabe, og hvor hjemmeholdet har desperat brug for de tre point.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 14.00
Spillested: Jysk Park, Silkeborg
Dommer: Aydin Uslu
På TV: EuroSport 2
Hashtag: #sifefb #sldk

Holdnyt:
Silkeborg IF:
De ligger sidst i Superligaen og har gjort det hele sæsonen, og hvis ikke SIF skal gå på vinterpause med en kedelig smag i munden, skal holdet snart have sig nogle point. Bare syv point er det blevet til i sæsonens første 16 kampe, så SIF har i den grad noget, der skal hentes.

Og hentes kan Esbjerg, for sidste sæsons bronzevindere har kun skrabet 10 point sammen i denne sæson, og dermed er Silkeborg bare en sejr væk. Og selv om der er hele syv og 11 point op til henholdsvis Hobro og AC Horsens, der ligger tredje- og fjerdesidst, er det vigtigt at komme op forbi Esbjerg. Hvis SIF-holdet gør det, kommer man i en mere overkommelig pulje, når Grundspillet bliver til Gruppespillet i foråret.

Kent Nielsen har til opgøret mange skader at slås med. Ude er Magnus Mattsson og Milan Massop, mens også Marc Rochester og Frederik Alves Ibsen har haft skader den seneste tid og er også ude. Så er igen et noget decimeret udvalg for cheftræneren.

Esbjerg fB:
Vestjyderne havde så fantastisk en sæson i fjor, men man må bare sige, at det er vendt for mandskabet, der ligger næstsidst i Superligaen med 10 point. Klubben har i løbet af efteråret sagt farvel til John Lammers, og nu er det så Lars Olsen, der er i spidsen for holdet.

Olsen har dog ikke kunnet bruge landsholdspausen på noget konstruktivt med EfB. Han har nemlig skullet passe sit arbejde som landstræner for Færøerne - den kontrakt løber først ud ved årsskiftet - og derfor er det ikke meget længere, man nødvendigvis er kommet i de sidste par uger.

Det bliver Lars Olsens vigtigste kamp som træner for EfB. Sejr, og det ser lyst ud. Uafgjort kan man også leve med. Nederlag vil dog være en mindre katastrofe for holdet.

Læs også:Godt nyt for Silkeborgs ramponerede forsvar: Midtstopper snart klar igen

Til opgøret kan Lars Olsen meget vel have en skadesfri trup, som han i øvrigt også havde det senest mod Brøndby.

Karantæne:
Silkeborg IF: Ingen
Esbjerg fB: Ingen

Bud på startopstillinger:
Silkeborg IF (4-1-4-1): Romo - Crone, Gertsen, Hagelskjær, Møller - Lesniak - Vallys, Hebo Rasmussen, Madsen, Okkels - Schwartz

Esbjerg fB (4-4-2): Højbjerg - Anyembe, Austin, Halsti, Lauridsen - Kristensen, "Lungi" Sørensen, Parunashvili, Kauko - Dauda, Yakovenko

Profilen:
Oddset på at Yuri Yakovenko scorer mod Silkeborg kan ikke være højt. Silkeborg har lukket hele 40 mål ind i denne sæson, og Yakovenko er brandvarm for tiden med scoringer i de sidste fem Superliga-kampe. Hold øje med Esbjergs ukrainer.

Vidste du, at..:
Ronnie Schwartz ligger nummer to på Superligaens topscorerliste med 11 scoringer. Det er mange mål, når man spiller for en bundklub, og faktisk er det bare to mål færre, end hele Esbjerg-holdet har formået at score i 16 Superliga-kampe i denne sæson. Schwartz, der i øvrigt har en fortid i Esbjerg, er giftig.

Dom:
Sikke en gyser der venter i Silkeborg, hvor nummer 14 får besøg af nummer 13. Ingen af de to hold kan reelt tåle at tabe, så det kan godt gå hen og blive en nervepirrende affære, hvor man vil undgå at lave fejl.

Læs også:EfB-træner er væk i halvanden uge: Kunne godt have brugt tiden på træningsbanen

Da de to holdt mødtes i Esbjerg tidligere på efteråret, endte det 2-2 i en kamp, som kunne være gået begge veje.

Nu får Kent Nielsens mandskab så en ny mulighed hjemme på kunstgræsset i Silkeborg. Et hurtigt underlag, der måske kan drille de noget langsomme midtstoppere fra EfB.

Vi tror på, at SIF får sæsonens bare anden sejr - 2-1 til hjemmeholdet.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Læs også:Optakt: AaB - AC Horsens

Læs også:Superligaens bedste: Brøndby og FCM deler førstepladsen

Læs også:Overblik: Sådan ser slutspillet i Superligaen ud