Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Silkeborg IF - FC Midtjylland

Endnu et spændende lokalbrag venter søndag, hvor bundholdet Silkeborg får besøg af topholdet FC Midtjylland.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 18.00
Spillested: Jysk Park, Silkeborg
Dommer: Jakob Kehlet
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #siffcm #sldk

Holdnyt:
Silkeborg IF:
Det kan godt være, at Kent Nielsen ikke var helt tilfreds, selv om han fik et pokalavancement mod HIK onsdag, men der skete alligevel noget, som ikke tidligere er sket for SIF i denne sæson: For første gang lykkedes det en keeper fra SIF at holde buret rent. Det skete i SIF's sejr på 1-0, efter Kent Nielsen valgte at spille med tre centrale forsvarsspillere i pokalkampen. Målet blev i øvrigt scoret af Emil Holten, der kom på tavlen for anden kamp, han startede inde i, i streg.

Det rene bur skal mandskabet fra Søhøjlandet så forsøge at bygge videre på, når Superligaens bundhold får besøg af rækkens tophold.

Og en sådan succesoplevelse kan være startskuddet for SIF, der desperat har brug for point og sejre efter bare tre point i 11 kampe.

Træner Kent Nielsen er uden Magnus Mattsson, Gustav Dahl og Milan Massop. Shkodran Maholli er muligvis også ude, da han missede pokalkampen med en skade.

FC Midtjylland:
Topholdet i dansk fodbolds bedste række er allerede ude af Sydbank Pokalen, da det blev til et nederlag på 0-1 ude mod Fremad Amager i sidste uge, og i weekenden blev det så endnu værre for de forsvarende pokalmestre, der tabte med 0-1 hjemme mod OB i Superligaen.

Derfor kommer Brian Priskes mandskab til opgøret med et ønske om at få rettet op på tingene, og det skal ske med tre point, så man har noget positivt at tale om i landsholdspausen.

Læs også:Forsvars-kriger fri på markedet: Jeg kan hjælpe Silkeborg

Generelt er der ikke mange dårlige historier omkring klubben fra Ikast og Herning for tiden, og man er netop kommet ud med et flot regnskab, der viser plus på mere end 60 millioner kroner før skat.

Til opgøret mod Silkeborg er man uden forsvarsspiller Kristian Riis, der er skadet, ligesom Zsolt Korcsmar fortsat ventes at være ude. Ude af angriber Sory Kaba med sikkerhed, da han sidder over med karantæne.

Awer Mabil vender tilbage fra karantæne.

Karantæne:
SIlkeborg IF: Ingen
FC Midtjylland: Sory Kaba

Bud på startopstillinger:
Silkeborg IF (3-5-2): Romo - Flinta, Alves Ibsen, Hagelskjær - Crone, Hebo Rasmussen, Lesniak, Madsen, Møller - Schwartz, Holten

FC Midtjylland (4-2-3-1): Hansen - Andersson, Sviatchenko, Scholz, Dal Hende - Onyeka, Evander - Mabil, Marcondes, Anderson - Brumado

Profilen:
Brasilianske Junior Brumado mangler stadig for alvor at slå sit navn fast i dansk fodbold og FC Midtjylland. Angriberen, 20 år, har stadig ikke scoret i Superligaen, hvor han har spillet 13 kampe. Konkurrencen er hård i FC Midtjylland, så der skal også leveres, og det kan Brumado passende starte med mod Silkeborg, der har ligaens med afstand dårligste defensiv. Han får i hvert fald muligheden for at vise sit værd med Sory Kaba ude.

Læs også:Superliga-spørgsmål: Stopper Brøndby blødningen og FC København?

Vidste du, at..:
Det er top mod bund, når FC Midtjylland gæster Silkeborg IF. Nummer 1 mod nummer 14. Lidt spøjst er det, at FC Midtjylland og Silkeborg har scoret det samme antal mål - 14 - i 11 Superliga-runder. Så forskellen skal ses på antallet af mål, der er gået ind, for mens FCM har en historisk god defensiv med bare tre mål imod, har Silkeborgs sejlet op og ned ad Gudenåen. 31 gange er der scoret mod SIF.

Dom:
Det kan godt gå hen og blive en ganske interessant kamp mellem top og bund, og man må sige, at FC Midtjylland i den grad er store favoritter til kampen. For selv om Brian Priskes mandskab har haft et par dårlige kampe, kan holdet sagtens holde modstanderne fra fadet, ligesom de som regel selv kommer på tavlen.

Det kan Silkeborg ikke - holde modstanderen fra buffeten - og derfor er det svært at tro på andet end en forholdsvis sikker sejr til FC Midtjylland.

Brian Priskes mandskab vinder 3-0.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Læs også:FCM-boss jubler over kæmpeoverskud: Salg er en stor drivkraft

Læs også:Markant regnskab: FC Midtjylland præsenterer stort millionoverskud

Læs også:Rasmus Nissen om Liverpool-kamp: Den største i min karriere