Optakt: Silkeborg IF - FC Nordsjælland
Superliga

Optakt: Silkeborg IF - FC Nordsjælland

FC Nordsjælland tabte de to første kampe i foråret, men er kommet stærkt tilbage og har vundet de sidste to kampe i Superligaen.

Kampfakta:
Spillested: Mascot Park, Silkeborg 
Dommer: Anders Poulsen
Kampstart: Søndag klokken 13.00
På tv: TV3 Sport 1
Twitter: #siffcn

Holdnyt:
Silkeborg IF:
Kim Poulsen har allerede fået flere point til Silkeborg IF i forårets første fire kampe, end Jesper Sørensen formåede i 17 kampe i efteråret. I efteråret vandt Silkeborg ikke, men i de seneste to af tre kampe har Silkeborg trukket sig sejrrigt ud af kampen. Først ude mod Randers, senest ude mod SønderjyskE.

Klubben har trods de seks point stadig 15 point op til redning, da OB også har høstet godt med point. Men Silkeborg "jagter succesoplevelser", som træner Kim Poulsen hele tiden har sagt, når snakken falder på kampen om overlevelse.

SIF må til opgøret undvære Simon Jakobsen, der trak et dumt rødt kort mod SønderjyskE ved stillingen 4-0 til Silkeborg. Jens Martin Gammelby ventes at gå ind som den direkte erstatning. Det bliver også et helt nyt angreb, som Silkeborg kommer til at stille med, for Nicolaj Agger er i karantæne, mens Emil Scheel blev skadet under opvarmning til SønderjyskE-kampen. Også Ari Mohr Jónsson må sidde over med en skade. Morten Beck startede inde i stedet for Scheel mod SønderjyskE og scorede, og han ventes at starte inde igen. Formentlig ved siden af Jeppe Illum. 

FC Nordsjælland:
Efter to ringe præstationer mod Randers FC og Hobro IK, fik Olafur Kristjansson og FC Nordsjælland skudt foråret i gang med en sejr over SønderjyskE forrige weekend. Den sejr blev fulgt op af tre point mod FC Vestsjælland i lørdags, så det er et Nordsjælland, der har rejst sig.

Klubben mistede i januar mange profiler, blandt andre Anders Christiansen, Søren Christensen og Ivan Runje, og det tager tid for nye spillere at komme ind på holdet. Det lader dog til, at klubben har fået nogenlunde styr på tingene igen, og nu er Uffe Bech da også kommet sig helt over den skade, der holdt ham ude af forårets tre første kampe.

FC Nordsjælland spiller pludseligt med i subtoppen af Superligaen igen, hvor klubben med 31 point har samme antal som AaB og Brøndby og kun er tre efter Randers FC på tredjepladsen. Der er derfor meget at spille for, når klubben gæster Silkeborg.

Olafur Kristjansson råder over en hel trup i Silkeborg. 

Karantæne:
Silkeborg IF: Simon Jakobsen og Nicolaj Agger
FC Nordsjælland: Ingen

Superliga-form:
Silkeborg IF: T-T-V-T-V
FC Nordsjælland: U-T-T-V-V

Bud på startopstillinger:
Silkeborg IF (4-4-2): Nørgaard - Flinta, Holst, Gammelby, Ritter - Skov, Pedersen, Hansen, Runsewe - Illum, Beck
FC Nordsjælland (4-2-3-1): Jensen - Ticinovic, Gregor, Maxsø, Mtiliga - Petry, Thorarinsson - Bech, Vingaard, John - Karlsson

Vidste du, at...:
Silkeborg IF har endnu til gode at vinde på hjemmebane i denne sæson, mens klubben har fået sine to sejre i sæsonen på udebane. Og statistikken taler heller ikke for, at SIF får en sejr hjemme over FC Nordsjælland, som ikke er en god modstander for Silkeborg. De to hold er mødtes 25 gange i Superliga-regi, og her har FCN tegnet sig for 14 sejre, mens SIF blot har syv. På græstæppet i Silkeborg er det dog en smule mere lige, og begge hold har vundet fire gange, mens det tre gange er endt uafgjort. På det seneste har FCN dog haft et lille overtag, for klubben har ikke tabt de seneste tre kampe i Silkeborg.

Dom:
På papiret er der ingen klar favorit, som vi ser det. Man kan tale for, at Silkeborg ikke vinder kampen, fordi klubben endnu ikke har vundet på hjemmebane, men det er også svært at pege på FCN som vinder, for selv om klubben har vundet de to seneste kampe, har de begge været på hjemmebanen i Farum. På udebane i denne sæson har FCN kun vundet to kampe. Så uafgjort er det logiske bud på denne kamp, og vi skyder på 1-1. 

Følg kampen LIVE på tipsbladet.dk - klik her