Optakt: Silkeborg IF - Viborg FF
Superliga

Optakt: Silkeborg IF - Viborg FF

Viborg skal have tre point, hvis klubben fortsat skal kunne tro på top to i gruppespillet, mens Silkeborg IF lever fint med uafgjort mod Viborg.

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 18.00
Spillested: Mascot Park, Silkeborg
Slutspil: Gruppespil - pulje 2
Dommer: Dennis Mogensen
På TV: TV3 Sport 1
Hashtag: #sifvff #sldk

Holdnyt:

Silkeborg IF:
Peter Sørensens mandskab fik et enkelt point i Viborg mandag, og det point gør, at klubben nu står med enormt gode kort i forhold til at slutte på en af de to første positioner i pulje to. Med en sejr vil SIF være sikker på at slutte i top to, mens uafgjort vil betyde, at afstanden til Viborg fortsat er på seks point. AGF er aktuelt syv point efter SIF og har en svær hjemmekamp mod AaB i den kommende runde.

I Viborg var SIF i første halvleg under pres, men godt målmandsspil af Thomas Nørgaard betød, at Viborg ikke fik scoret, mens anden halvleg var en langt mere jævnbyrdig affære, hvor SIF med lidt mere held i afslutningerne havde vundet opgøret.

Aktuelt er der hverken karantæner eller skader i SIF.

Viborg FF:
Johnny Mølbys mandskab havde mulighederne for at vinde opgøret mod Silkeborg IF og dermed bringe afstanden ned på tre point, men det lykkedes ikke for klubben fra domkirkebyen, og derfor er det med kniven for struben, at VFF går ind til opgøret mod SIF - igen - denne gang i Silkeborg.

Viborg skal ganske enkelt bruge tre point, og man må forvente at se et mandskab, der bruger alle ressourcer på at vinde og kommer til at satse i forsøget på at få de tre point med hjem til Viborg.

Oliver Thychosen er med sikkerhed ude af opgøret, mens Peter Friis Jensen omvendt vender tilbage til truppen. Også Christian Sivebæk er ude af opgøret, mens Jung-Bin Park er blevet fravalgt. Osama Akharraz sad på bænken i hele opgøret mod Silkeborg, og det er ikke utænkeligt, at han nu er klar til at få comeback og nogle minutter på banen.

Karantæne:
Silkeborg IF: Ingen
Viborg FF: Ingen

Bud på startopstillinger:
Silkeborg IF (4-4-2): Nørgaard - Gammelby, Flinta, Jakobsen, Cramer - Skov, Moro, Skytte, Scheel - Skhirtladze, Helenius

Viborg FF (4-4-2): Viitala - Pallesen, Moberg, Reese, Thorsen - Kamper, Grønning, Jakobsen, Frederiksen - Deblé, Curth

Profilen:
Robert Skov har i 2017 haft svært ved at finde efterårets høje niveau, men mod Viborg så det ud til, at der var lys for enden af tunnellen. Silkeborgs-kantspiller var specielt i anden halvleg yderst farlig, og han havde selv flere gode forsøg på mål, mens han flere gange gav Jonas Thorsen store problemer i Viborgs venstre side af forsvaret. Der var dog ingen SIF'ere, der fik sidste fod på Skovs flade indlæg, og derfor er det altså lige det sidste, som den 20-årige SIF'er mangler.

Vidste du, at..:
Silkeborg IF og Viborg FF er de to klubber i Superligaen, der ifølge kortlisten har spillet mest fair i denne sæson. SIF har således blot fået 33 gule kort i 29 kampe og ingen røde kort, mens Viborg FF har noteret sig for 36 gule kort og et enkelt rødt kort. Man skal aldrig sige aldrig, men det tegner til, at det bliver et kortfattigt opgør. Da de to mødtes i Viborg, var der to gule kort til Viborg og tre til Silkeborg.

Dom:
Interessant bliver det at se, hvordan Viborg griber det an, hvis opgøret er uafgjort med 20 minutter igen, for et enkelt point hjælper ikke VFF meget, mens en sejr omvendt vil åbne helt op for puljen igen.

Silkeborg kan omvendt stille sig lidt tilbage i banen og invitere Viborg til at skabe kampen for så at forsøge at straffe modstanderen på omstillinger. Med tanke på SIF's stærke form på hjemmebane på det seneste, tror vi heller ikke på, at Silkeborg taber til Viborg.

Det kan nemt være en kamp, hvor det langt hen ad vejen er uafgjort, og så skal Viborg satse for at få en sejr. Det vil give store omstillingsmuligheder, og en sådan kan SIF udnytte. Silkeborg vinder opgøret med 1-0.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: