Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: SønderjyskE - AGF

SønderjyskE har brug for sejren, men det er AGF, der med tre point kan sikre sig overlevelse og dermed en ny sæson i Sueperligaen.

Kampfakta:
Kampstart: Mandag kl. 19.00
Spillested: Sydbank Park, Haderslev 
Slutspil: Gruppespil - pulje 1
Dommer: Anders Poulsen
På TV: TV 3 Sport
Hashtag: #sjeagf #sldk 

Holdnyt:

SønderjyskE:
SønderjyskE nåede en opblomstring i slutningen af grundspillet, men i gruppespillets første to kampe er der ikke ret meget at være tilfreds med. Høsten har været et point, og den vigtige udekamp mod Vejle Boldklub senest blev tabt med klare 4-1, hvilket betyder, at afstanden til AGF og AC Horsens nu er på henholdsvis seks og tre point inden de sidste fire kampe. Mindst lige så vigtigt er det, at risikoen for pludselig at komme i fare for den giftige fjerdeplads nu er blevet reel, for Vejle Boldklub er nu "kun" fem point efter.

For SønderjyskE handler det dog om at bevare roen og fokusere på at få rettet op på den alt andet end godkendte indsats fra den seneste kamp. Presset har dog vokset sig så stort, at alt andet end tre point formentlig ikke vil være godkendt. Dog kender både SønderjyskE og AGF til resultatet fra gruppens anden kamp mellem Vejle og AC Horsens, hvilket kan have betydning for, hvor meget,der skal satses.

Klubbens nye forsvarsspiller Thomas Juel-Nielsen er tilbage fra sin karantæne og kan atter være til rådighed. Riddersholm har allerede gjort det klart, at Peter B. Christiansen starter i stedet for Mart Lieder.

AGF:
Da AGF knuste AC Horsens med 3-0 i seneste runde, var det uden Tobias Sana som starter, hvilket viste sig at være den helt rigtige ide. AGF's defensiv og midtbane fik hurtigt pillet pynten af AC Horsens, og det direkte spil blev virkelig farligt.

Den idé kunne være en idé for David Nielsen at gentage til mandagens kamp. For AGF er med de tre point fra den seneste kamp nu i den situation, at man er seks point foran sønderjyderne på tredjepladsen og dermed med en ny sejr reelt vil sikre sig en af de to øverste pladser i gruppen og dermed overlevelsen.

Et point vil bestemt også være brugbart, da afstanden til SønderjyskE vil være opretholdt, inden de sidste tre kampe. Men naturligvis skal AGF gå efter at få afgjort tingene, så der ikke pludselig opstår pres-situationer i slutningen af gruppespillet. 

AGF har Adama Guira tilbage fra karantæne.

Karantæne:
SønderjyskE: Ingen
AGF: Ingen

Bud på startopstillinger:
SønderjyskE (4-5-1): Mielitz - Gartenmann, Pedersen, Luijckx, Marfelt - Absalonsen, Rømer, Ekani, Rojas, Bah -  Christiansen

AGF (4-5-1): Grabara - Munksgaard, Tingager, Juelsgård, Højer - Bundu, Blume, Stage, Amini, Ankersen - Mortensen

Profilen:
Patrick Mortensen er virkelig kommet i gang i AGF og har nettet fem gange i sine nu otte kampe for klubben. AGFs nummer 20 scorede to gange ude mod AC Horsens, og fire af de fem scoringer er sat ind på udebane. 

Patrick Mortensen havde chancer nok til at præstere et hattrick mod Horsens, men skarpheden kunne være endnu mere udtalt for angriberen, der kun ser ud til at blive bedre og bedre. Angriberen har vist sig virkelig god til at komme frem til chancerne og er en trussel i både kontraspillet, det flade spil langs jorden og ved dødbolde. 

Vidste du, at..:
AGF har vundet de seneste tre møder med SønderjyskE og har ikke tabt i de seneste fem. De seneste to udekampe i Haderslev er i begge tilfælde endt med en 2-0-sejr til AGF. Den seneste var i februar, da Jens Stage og Patrick Mortensen stod for scoringerne til AGF. 

Dom:
Begge hold har fordelen af at kende resultatet af fredagens kamp mellem Vejle og AC Horsens. Det kan betyde meget i forhold til, hvordan man skal stille sig i forhold til et eventuelt uafgjort resultat et stykke inde i kampen. Men som udgangspunkt handler det om en vigtig sejr for begge parter. 

AGF har fordelen af at kunne spille mere frit og gå efter de giftige kontra-stød, mens SønderjyskE formentlig må og skal frem og jagte tre point. 

Det er en ønske-situation for AGF, der har det godt med den lidt afventende rolle, og det kommer da også til at give pote mandag aften, hvor AGF nok skal komme på scoringstavlen. AGF vinder kampen i Haderslev med 2-1, sikrer sig overlevelse i Superligaen og øger presset gevaldigt på SønderjyskE.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: