Optakt: SønderjyskE - Lyngby BK
Foto: Getty Images
Superliga

Optakt: SønderjyskE - Lyngby BK

Puljen synes allerede afgjort, men det er bestemt ikke uvæsentligt, hvordan holdene kommer videre til resten af sæsonen.

Kampfakta:
Kampstart: Lørdag klokken 16.00
Spillested: Sydbank Park, Haderslev
Slutspil: Gruppespil – pulje 2
Dommer: Sandi Putros
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #sjelbk #sldk

Holdnyt:
SønderjyskE:
Arbejdet skal gøre færdigt for SønderjyskE.

Det må være overskriften for lørdagens kamp mod Lyngby BK, for spænding er der sandt for dyden ikke meget af i pulje 2 i nedrykningsspillet. SønderjyskE gik ind til det som næsten sikre på at overleve, og det har ikke ændret sig efter et nederlag og en sejr i de to første kampe.

Mens sagen om, hvorvidt holdet tabte med vilje mod FC Midtjylland, raser videre, kan SønderjyskE endegyldigt sikre sig endnu en sæson i Superligaen. Med en sejr over Lyngby bliver det en matematisk kendsgerning.

Det er kun en måneds tid, siden SønderjyskE slog Lyngby i den andensidste kamp i grundspillet, så holdet må have den psykologiske overhånd. Der skulle også være en fornuftig chance for, at Mikael Uhre vender tilbage. Han blev i hvert fald betegnet som tvivlsom før sidste uges opgør mod Randers FC.

Til gengæld er Sakari Mattila fortsat skadet, og det samme er Victor Ekani. Simon Poulsen er tilbage i træning.

Lyngby BK:
Den korteste vej til overlevelse, helt at undslippe playoffkampene, er lukket for Lyngby. Holdet kan simpelthen ikke nå SønderjyskE, men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

For de kongeblås vedkommende betyder det, at de nu har fire kampe til at forberede sig. Hvor de ved, at de skal ud i playoffkampene, så de kan indstille sig på det mentalt, og de kan forsøge at skabe noget momentum.

Netop momentum kan de umuligt have ret meget af. Det får man nemlig primært af sejre og sekundært af gode præstationer, og begge dele har været en mangelvare i det nordlige København. Holdet har slet ikke vundet siden 2-0-sejren i Århus i oktober.

Til gengæld er der lidt godt skadesnyt for de hårdt prøvede Lyngby-spillere. For anfører Mathias Tauber spillede i sidste uge sine første minutter i knap et år. Ganske vist for reserveholdet, men det vidner alligevel om, at kaptajnen nærmer sig at blive fit for fight. Tauber er dog ikke med i truppen mod SønderjyskE. Jeppe Brandrup var derimod tilbage mod OB i sidste runde og er også med lørdag.

Omvendt sad Mikkel Andersen og Herolind Shala ude i mod OB, og førstnævnte har slet ikke spillet i foråret. Shala har kun siddet ude i to uger, så han må være tættere på kampformen, hvis Nørgaard beslutter sig for at sende ham på banen. Han er med i truppen, mens Andersen fortsat er ude. 

Michael Lumb har desuden karantæne.

Karantæne:
SønderjyskE: Ingen
Lyngby BK: Michael Lumb

Bud på startopstillinger:
SønderjyskE (4-1-4-1): Mielitz – Gartenmann, Pedersen, Luijckx, Marfelt – Jónsson – Kroon, Zimling, Rømer, ”Greko” Jakobsen – Uhre
Lyngby BK (4-2-3-1): Snorre – Brandrup, Sørensen, Tshiembe, Sørensen – Christjansen, Hebo Rasmussen – Fosgaard, Shala, Marcussen – Kjær

Profilen:
Det Lyngby-forsvar, der var så stærkt i sidste sæson, er en skygge af sig selv. Det har kun holdt nullet i to ligakampe, og det har ufrivilligt skiftet stort set hele bagkæden ud i dele af sæsonen. Thomas Sørensen har dog spillet fast, og han får en vigtig rolle i at holde sammen på det hele. Både mod SønderjyskE og i resten af sæsonen.

Vidste du, at..:
Vi får formentlig en vinder lørdag eftermiddag. For SønderjyskE og Lyngby har spillet 14 kampe mod hinanden, og kun én af dem er endt uafgjort. Det var 1-1-opgøret i Lyngby i femte runde i denne sæson.

Dom:
På et eller andet tidspunkt må Lyngbys sejr jo komme, og det kan sagtens være, det bliver mod SønderjyskE. Udefra set er der bare ikke så meget, der tyder på det.

Holdet lukker næsten altid mål ind, det har ikke vundet siden oktober, og det er hårdt ramt af afbud. Igen. Derfor tror vi på, at de sønderjyske værter tager en smal 1-0-sejr.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.