Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Vejle Boldklub - AGF

Det dufter i den grad af historie og store kampe, når Vejle Boldklub og AGF tørner sammen mandag aften. Hvem vinder i Vejle?

Kampfakta:
Kampstart: Mandag Klokken 19.00
Spillested: Vejle Stadion
Dommer:  Morten Krogh
På TV: TV # Sport
Hashtag: #vejagf #sldk

Holdnyt:

Vejle Boldklub:
At Vejle Boldklub i første spillerunde vandt med 3-1 over Hobro Ik, skulle vise sig ikke at være noget tilfælde. Oprykkerne tog senest til Brøndby Stadion og nappede helt fortjent det ene point i en kamp, hvor Vejle for alvor fik sat streg under, at der er saft og kraft i holdet.

Der er fart og teknik i mange af Vejle-spillerne, og det ligner - målt på de to første runder - et hold, der meget vel kan opfylde ambitionerne om at undgå nedrykning. 

Og så har det været en ganske begivenhedsrig uge for Vejle-truppen, der er blevet forstærket med den svenske midtbanespiller Melker Hallberg, den unge islænding Felix Örn Fridriksson, der gør sig som back, og midtbanemanden Sean Murray. Desuden er kontrakten med det 18-årige meget spændende stortalent Arbnor Mucolli blevet forlænget til 2020.

Der er ikke umiddelbart registreret skaderi Vejle-truppen, der har hele fire mulige debutanter med. Foruden de førnævnte Hallberg, Fridriksson og Murray er det Vladis Emmerson

AGF:
AGF står med to point i hånden efter uafgjort ude mod FC Midtjylland og siden blev det til 1-1 hjemme mod FC Nordsjælland. AGF'erne viste specielt i den sidste halve time mod FC Nordsjælland, at der er kvalitet og bund i holdet, der dog fortsat lader til at mangle en angriber med mere skarphed, end hvad Kasper Junker længe har præsteret i AGF. 

Men træner David Nielsen bakker sin angriber op og understreger, at Junker er farlig og arbejdsom i alle kampene, hvor han truer modstander-målet og dermed også gør plads til sine holdkammerater.

Anfører Pierre Kanstrup måtte lade sig udskifte med en skade i første halvleg af kampen mod FC Nordsjælland, og han misser opgøret mod Vejle. 

Og så var der drama ved torsdagens træning, hvor Jakob Ankersen og Dino Mikanovic kom i infight efter en overophedet diskussion - dog har signalet været, at de to parter har lagt episoden bag sig.

Karantæne:
Vejle Boldklub: Ingen
AGF: Ingen

Bud på startopstillinger:
Vejle Boldklub (3-5-2): Bajza - R. Lauritsen, Greve, M. Lauritsen - Henriksen, Mucolli, Ramadani, Schoop, Davidsen - Sousa, Louati

AGF (4-5-1): Jovanovic - Mikanovic, Backman, Juelsgaard, Højer - Stage, Sverrisson, Guira, Blume, Ankersen - Junker

Profilen:
Jakob Ankersen er tilbage i startopstillingen for AGF i denne sæson og står som eneste målscorer i sæsonen med det enlige mål mod FCN. Offensivspilleren står sammen med Bror Blume som den mest afsluttende AGF'er i sæsonens to første kampe - syv afslutninger er det blevet til. 

Farten, som Ankersen skyder, er fortsat ganske høj, hvilket han sammen med angriber Kasper Junker kan udnytte i både dybdeløb og presspillet i det hele taget. Vejle Boldklubs solide forsvar skal holdet et øje på den nu 27-årige Ankersen.

Vidste du, at...:
Vejle og AGF's seneste Superliga-møde ligger tilbage til 2009, hvor sæsonen bød på en sejr til hver og en deler. Siden har de to hold mødtes i fem kampe over to sæsoner i 1. division, hvor AGF vandt de to og Vejle en. Den samlede mængde af tidligere Superliga-møder tæller 25 opgør - fem sejre til Vejle og ni til AGF. 

Tager man samtlige møder med i Danmarksturneringen - altså indregnet tiden før Superliga, bliver mandagens møde nummer 98. Vejle har vundet 31, mens AGF har trukket det længste strå 40 gange. 

Dom:
Med de takter, der fra begge mandskaber har været vist i de to første spillerunder kan det meget blive en ganske god fodboldkamp, hvor hjemmeholdet kommer til at stå for de hurtige kombinationer og udeholdet vil forsøge at må overtaget med større fysik og hurtige dybdeløb.

VI tror på en ganske lige kamp, hvor begge hold kommer på tavlen. 1-1 mellem Vejle og AGF.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: