Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Vejle Boldklub - SønderjyskE

Vejle må og skal vinde hjemmekampen mod SønderjyskE for at holde liv i drømmen om at slippe fri af en vild og voldsom nedrykningsfinale.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 14.00
Spillested: Vejle Stadion
Slutspil: Gruppespil - pulje 1
Dommer: Michael Tykgaard
På TV: EuroSport 2
Hashtag: #vejsje #sldk

Holdnyt:

Vejle Boldklub:
Det var endnu et drama, der udspillede sig, da Vejle spillede 2-2 ude mod AGF. Nede med 0-1 blev vendt til en 2-1-føring, der kunne have givet Vejle den første udesejr i sæsonen og tre uhyre tiltrængte point til kampen om overlevelse. I stedet sluttede det hele med en AGF-udligning dybt inde i overtiden. Det var anden kamp i træk, at Vejle smed dyrebare point i overtiden - point der meget vel kan vise sig afgørende, når regnskabet skal gøres op i pulje 1 i maj om fem spillerunder.

Vejle er nemlig fortsat hele 11 point efter en redning i forhold til at ende i nedrykningsplayoff, og derfor er denne kamp også helt og aldeles en "vind eller forsvind-kamp."

For at undgå en direkte nedrykningsfinale mod nummer fire fra pulje 2, skal Vejle nemlig overhale et af de tre andre hold i tabellen. Her er Sønderjyske nærmest - "kun" otte point væk. Så en Vejle-sejr vil altså minimere det forspring til kun at være fem point, og så kan alt ske i de sidste fire spillerunder, hvor de to hold atter mødes i en dyst. 

Det positive som Vejle skal tage med sig fra de to seneste pointtab i overtiden er, at holdet knokler på og udviser et mod og en vilje til ikke at give op. Helt lige kampe mod Esbjerg og AGF må give blod på tanden til søndagens voldsomt vigtige slag på Vejle Stadion. 

Målmand Bajzas knæskade sprang op igen i kampen mod AGF, hvilket betyder at Thomas Hagelskjær igen er at finde mellem stængerne. 

SønderjyskE:
SønderjyskE havde i gruppespillets første runde muligheden for at indhente AC Horsens i tabellen, men det målløse opgør betyder, at SønderjyskE fortsat er nummer tre i gruppen og er tre point efter både AC Horsens og AGF.

Af samme årsag er det naturligvis også meget vigtigt, at det bliver til mindst et point i Vejle søndag, så forspringet til de to andre ikke vokser. En sejr vil ydermere kunne føre til et spring frem som nummer to - hvis AC Horsens taber til AGF.

SønderjyskE har hele tre spillere tilbage fra karantæne i form af Alexander Bah, Marcel Rømer og Marc Pedersen, hvilket selvfølgelig giver træner Riddersholm flere strenge at spille på til den vigtige kamp. Omvendt er Thomas Juel-Nielsen i karantæne, efter at han blev udvist imod AC Horsens i sidste spillerunde. 

Karantæne:
Vejle Boldklub: Ingen
SønderjyskE: Thomas Juel-Nielsen

Bud på startopstillinger:
Vejle Boldklub (4-5-1): Hagelskjær - Memija, Lauritsen, Greve, Mølgaard - Sousa, Hallberg, Yurchenko Schoop, Louati - Finnbogason

SønderjyskE (3-5-2): Mielitz - Gartenmann, Pedersen, Luijckx - Bah, Rømer, Rojas, Jonsson, Marfelt - Jakobsen, Lieder

Profilen:
Da Vejle i forårets første spillerunde vandt med 2-0 over SønderjyskE i grundspillet var det med Kjartan Finnbogason som målscorer i sin debut for klubben. Den islandske fighter har formentlig søde minder om den kamp og ved altså, at han skaffede sig succes imod SønderjyskE-forsvaret. Siden er det kun blevet til en scoring mere for angribere, der nu er uden mål i de seneste fire ligakampe, hvor det er blevet til fuld tid i dem alle. 

Vidste du, at..:
SønderjyskE slider med resultaterne på udebane. Det er blevet til tre nederlag i træk, og det hjælper ikke voldsomt, at holdet er helt uden sejr i de seneste fem udekampe.
Vejle er klart bedst hjemme, hvor det er blevet til 16 point i mod sølle fem på udebane. 

Dom:
Hvis Vejle kan trække sig selv op ved hårrødderne efter to kampe meddyre overtidsscoringer i mod sig - jamen så har holdet ganske gode muligheder for at skabe noget hos SønderjyskE, der kun har scoret et eneste mål i alt i de seneste fire udekampe. 

Sønderjyderne kommer naturligvis efter sejren, men i princippet kan et point vise sig at være ok. Det gælder ikke for Vejle, der igen kan slippe tøjlerne og gå benhårdt efter de tre point. 

Vi tror på, at det giver pote til hjemmeholdet, der henter tre voldsomt vigtige point og den første sejr i syv spillerunder. Vejle vinder 2-1.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: