Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Vendsyssel FF - AC Horsens

AC Horsens er i forfærdelig form i øjeblikket - har Bo Henriksen fået rebet sejlene til det vigtige slag mod Vendsyssel FF?

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 12.00
Spillested: Nord Energi Arena, Hjørring
Dommer: Jens Maae
Slutspil: Superliga-playoff
På TV: TV3 Max
Hashtag: #venach #sldk

Holdnyt:
Vendsyssel FF:
Det var helt forventet, at oprykkerne ikke kunne snige sig med i top to i gruppespillet, og derfor handlede det for Jens Berthel Askous mandskab om at holde Hobro IK bag sig, således man slap for en direkte nedrykningskamp. Den mission lykkedes for Vendsyssel, der med en samlet sejr over AC Horsens kan sikre endnu en sæson i den bedste række.

Vendsyssel FF har leveret fine præstationer på det seneste og generelt i 2019, men det kniber gevaldigt med at vinde fodboldkampe. I midten af april vandt nordjyderne 1-0 over lokalrivalerne fra AaB, og det er den eneste sejr, det er blevet til i foråret. Det er ikke prangende, men når kriseskiltet ikke har været fremme, skyldes det blandt andet uafgjorte kampe mod FC København og AGF.

Den absolut dårligste præstation i foråret leverede Vendsyssel mod netop AC Horsens den 17. februar, hvor Den Gule Fare vandt 3-0 på hjemmebane. Vendsyssel leverede en gennemført dårlig præstation og fik Jon Dagur Thorsteinsson udvist allerede efter godt en halv time.

Den islandske profil er med i søndagens kamp, og Jens Berthel Askou kan glæde sig over, at han ikke har spillere i karantæne. Til gengæld må cheftræneren undvære Jakob Hjorth og Sebastian Czajkowski, ligesom også Moses Opondo og Alexander Juel Andersen. Dog er Sander Fischer med, selvom han var tvivlsom.

AC Horsens:
Det er svære, svære tider for AC Horsens.

Bo Henriksen har udrettet mange mirakler med sit mandskab, men i øjeblikket synes der ikke at være nogen trylleformular, der kan reddede sidste sæsons deltagere i mesterskabsspillet. Nul sejre i de seneste ti kampe og et enkelt mål i de seneste seks opgør er de triste facts for Horsens, der ikke er gået fra banen som vindere, siden de senest mødte Vendsyssel.

AC Horsens havde gode kort på hånden i det nu afsluttede gruppespil, og helt indtil sidste kamp mod AGF kunne holdet selv afgøre det med en sejr mod århusianerne, der ikke havde noget at spille for. Det opgør endte dog med et nederlag på 1-3. 

Det er med andre ord et hold i dyb krise, der møder Vendsyssel FF, og det skal blive spændende at se, om Bo Henriksen har fået rettet op på tingene i løbet af de seneste 14 dage. Der skal i hvert fald ske et eller andet drastisk. 

AC Horsens har Sivert Heltne Nilsen i karantæne mod Vendsyssel.

Karantæner:
Vendsyssel FF: Ingen
AC Horsens: Sivert Heltne Nilsen

Bud på startopstillinger:
Vendsyssel FF (3-5-2): Flø - Fischer, Henriksen, Kaltoft - Konaté, Junior, Steinmann, Thorsteinsson, Christensen - Kamara, Källmann

AC Horsens (4-4-2): Delac - Nymann, Juel Andersen, Reese, Lumb - Avanzini, Jacobsen, Hansson, Qvist - Prip, Junker

Profilen:
Søren Henriksen ved for alvor, hvad det vil sige at stå i en kamp som denne mod AC Horsens. Det er tredje sæson i træk, at Vendsyssel-spilleren er deltager i denne fase af Superligaen. For to år siden var han med for Vendsyssel FF mod AC Horsens, i sidste sæson var han med for FC Helsingør mod Silkeborg IF, og nu er han altså med igen for Vendsyssel. Søren Henriksen har tabt begge hidtidige gange. 

Vidste du, at..:
AC Horsens har inviteret til gratis fodbold i det omvendte opgør, og dermed er der udsigt til rigtig mange tilskuere på lægterne. Om tilskuerne strømmer til på søndag er mere tvivlsomt - Vendsyssel FF er således repræsenteret i syv af de ti mindst sete kampe i denne sæson. 

Dom:
AC Horsens er inde i en skrækkelig periode, men kan måske bruge det til noget, at den seneste sejr var mod netop Vendsyssel FF. Den samlede vinder sikrer endnu en sæson i Superligaen, så der er en masse på spil søndag middag, og det handler om at holde nerverne i ro. AC Horsens har holdet til at slå Vendsyssel FF, men krisen kradser, og det vender ikke i denne omgang for Bo Henriksens mandskab, der taber 0-1 i Hjørring.

Tidligere indbyrdes kampe og form: