Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Vendsyssel FF - Hobro IK

To hold, der i den grad træner til en Superliga-sejr, støder sammen i Hjørring søndag middag. Hvem tager den vigtige sejr?

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 12.00
Spillested: Nord Energi Arena, Hjørring
Dommer: Peter Kjærsgaard
På TV: EuroSport 2
Hashtag: #venhob

Holdnyt:
Vendsyssel FF:

Oprykkerne er uden sejr i de seneste seks kampe, hvor det bare et blevet til to point. Efter 1-1 i Aarhus i seneste runde var en af konklusionerne, at Vendsyssels angribere har været for uskarpe, og at de tre point sagtens kunne have været sikret. Siden fik netop offensiven lov til at folde sig ud i Sydbank Pokalen, da Egen UI blev lammetævet med hele 9-1 - blandt andet på fem scoringer af Emmanuel Ogude. 

Svagheden ved Vendsyssel har efter oprykningen har også været i den modsatte ende, for det er - inklusiv pokalturneringen - endnu ikke lykkes at holde modstanderen fra at score, og hvis offensiven ikke helt er skarptslebet, koster den slags mange point igennem en sæson i Superligaen.

Allan Høvenhoff, Marcus Solberg og Jakob Hjorth er fortsat uden med skader. Til gengæld var der gensyn med slideren Kasper Povlsen, der spillede fuld tid i pokalsejren efter at have været plaget af en skade i starten af sæsonen. 

Hobro IK:
Med bare ét point i de seneste tre kampe hænger Hobro IK fast på sidstepladsen i ligaen. Som modstanderen søndag har Hobro ej heller formået at holde modstanderne fra at score i nogen af sæsonens kampe - og det også inklusiv i Sydbank Pokalen, hvor Hobro først i forlænget spilletid fik en 2-1-sejr hevet hjem over Lyseng fra Danmarksserien.

Det lader til, at Hobro-holdet fortsat er på jagt efter den helt rette måde at få spillet og taktikken til at fungere under Allan Kuhn, og den slags koster. Men pointet på udebane mod SønderjyskE i seneste runde og den videre færd i pokalturneringen må have hjulpet på selvtilliden.

Jacob Tjørnelund og Julian Kristoffersen er fortsat ude med skader

Karantæne:
Vendsyssel FF: Ingen
Hobro IK: Ingen

Bud på startopstillinger:
Vendsyssel FF (3-5-2): Flø - Andersen, Fischer, Kaltoft - Jensen, Opondo, Frankoch, Knudsen, Christensen - Ogude, Adekoya.

Hobro IK (4-4-2): Rask - Bøge, Amankwah, Minor, Haarup - Mikkelsen, Hammershøy-Mistrati, Brix-Damborg, Olsen, Sabbi - Kirkevold

Profilen:
Hobro har indtil videre levet godt på Emmanuel Sabbis fem scoringer, der udgør 63 procent af holdets otte scoringer. For den seneste sæsons topscorer Pål Alexander Kirkevold er fortsat uden scoringer. Nordmanden, der var skadet i opstarten og var ude af de første fem runder, er startet inde i de to seneste kampe og i begge tilfælde spillet stort set fuld tid.

Skal Hobro IK gøre sig forhåbninger om at kravle højere op i tabellen, vil det være ganske vigtigt, at Kirkevold atter får gang i målscoringen. 

Vidste du, at..:
Superliga-mødet er det første indbyrdes de to klubber imellem. Men i divisionerne har de to en længere historie sammen. Men holdes fokus på de seneste to fællessæsoner 16/17 og 13/14 i 1. division - ja så har Hobro IK overhånden. Det er nemlig blevet til seks sejre i seks kampe for Hobro med en samlet score på 18-5.

Dommen:
Med de to klubbers gavmilde tilgang til forsvarsspillet er det svært at forvente et opgør uden scoringer. Vendsyssel har fundet nettet i seks af otte kampe, mens Hobro har scoret i fem kampe. 

Det er to hold, der i den grad trænger til tre point og den succesoplevelse, der følger med. Men hvem tager den så? Troen på en underholdende kamp, der kommer til at bølge frem og tilbage er stor, og et bud på resultatet bliver 2-2 i Hjørring.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: