Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Vendsyssel FF - Randers FC

Begge hold kan bruge uafgjort til en helt masse, men spørgsmålet er, om det også bliver kampens udfald.

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 19.00
Spillested: Nord Energi Arena, Hjørring
Slutspil: Gruppespil – pulje 2
Dommer: Ikke valgt endnu
På TV: TV3 Max
Hashtag: #venrfc #sldk

Holdnyt:
Vendsyssel FF:
Oprykkerne slipper ikke for at spille playoffkampe for at undgå at rykke ned, men fredagens resultater får stor betydning for, hvor meget chancer de får for at overleve. For det hold, der slutter sidst i gruppe 2, skal møde Vejle Boldklub fra gruppe 1 i to direkte nedrykningsdueller. Holdet, der slutter på tredjepladsen, kan derimod tåle at tabe første playoffrunde og stadig overleve.

Før runde 32 har Vendsyssel to point ned til Hobro IK, så holdet står bestemt med gode kort på hånden. Det har desuden en meget bedre målscore, så hvis Vendsyssel bare får uafgjort, skal Hobro vinde med syv mål over AaB. Men taber Vendsyssel, og vinder Hobro, er det altså førstnævnte, der skal ud i to kampe for livet mod Vejle.

I seneste runde sad både Mikkel Frankoch og Moses Opondo ude med skader, og det gør de formentlig stadig. Derudover rev Jakob Hjorth skulderen af led og misser resten af sæsonen. Sebastian Czajkowski kommer heller ikke i aktion igen på denne side af sommerferien.

Mere tvivl er der om Sander Fischer og Alexander Juel Andersen, der begge udgik mod Hobro, og hvis skadesstatus skal afklares op til kampen mod Randers.

Randers FC:
Mens Vendsyssel i den grad har taget hul på sin overlevelseskamp, kan Randers tage den mere med ro. Holdet kommer stensikkert ikke til at rykke ned og kan i stedet begynde at glæde sig til kvalifikationskampene om at komme i Europa League.

Det eneste spørgsmål før sidste runde i gruppespillet er, om Randers bliver nummer et eller to i gruppen. Der er tre point ned til AaB, så uafgjort i Hjørring vil være nok til at sikre førstepladsen. Det gør måske ikke den store forskel, men så undgår man da AGF, der ligner det stærkeste hold i gruppe 1.

Randers tabte ganske vist hjemme mod AaB i seneste runde, men holdet har derudover spillet et fint gruppespil med tre sejre og en enkelt uafgjort. Mod Vendsyssel må holdet dog muligvis undvære Johnny Thomsen, der udgik med en skade i AaB-kampen.

Derudover sad Mads Aaquist, Mikkel Kallesøe og Simon Graves alle over i påskerunden, og det er endnu uvist, om de bliver klar til fredagskampen.

Karantæne:
Vendsyssel FF: Ingen
Randers FC: Ingen

Bud på startopstillinger:
Vendsyssel FF (3-5-2): Flø – Kaltoft, Henriksen, McGowan – Konate, Júnior, Wohlgemuth, Thorsteinsson, Christensen – Kamara, Källman

Randers FC (4-4-2): Carlgren – Rømer, Bager, Marxen, Conboy – Kopplin, Lauenborg, Poulsen, Lobjanidze – Riis, Stokke

Profilen:
Vendsyssel spiller for meget uafgjort og har allerede seks pointdelere i 2019 på samvittigheden. Derfor skal oprykkerne finde en måde at tippe de lige kampe over på deres side. Det kunne blandt andet være ved at score nogle flere mål, hvilket Alhaji Kamara har vist, at han kan være garant for. Angriberen har scoret fire i syv Superliga-kampe og kan vise sig at blive forskellen på overlevelse eller nedrykning.

Vidste du, at..:
Holdene har ganske vist kun fem indbyrdes kampe bag sig, men Vendsyssel FF har endnu til gode at besejre Randers FC. Det er i alt blevet til fire nederlag og den ene uafgjorte, som holdene spillede i begyndelsen af april.

Dom:
Som nævnt har Vendsyssel det med at spille mange uafgjorte kampe, og det kunne tyde på, at holdet kan notere end en fredag.

Det vil nemlig passe begge mandskaber fint med et enkelt point: Randers sætter sig på førstepladsen, og Vendsyssel undgår sidstepladsen (med mindre altså Hobro slår AaB med syv mål). Derfor bliver buddet herfra 1-1.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: