Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Vendsyssel FF - Vejle Boldklub

To oprykkere med fine sæsonstarter mødes fredag aften og sparker dermed femte runde af Superligaen i gang.

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 19.00
Spillested: Nord Energi Arena
Dommer: Ikke valgt endnu
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #venvb #sldk

Holdnyt:
Vendsyssel FF:
Resultaterne i de to første kampe var bestemt bedre end i de to seneste, men der findes vel få i og omkring Hjørring, der er decideret utilfredse med holdets start på tilværelsen som Superliga-mandskab. De første fire kampe har nemlig kastet seks point af sig.

Mod AaB i mandags var Vendsyssel også fint med og leverede en præstation, der lige så godt kunne have givet ét eller tre point. Så baseret på sæsonstarten kan oprykkerne sagtens være med på Superliga-niveau, selv om de aldrig har været her før. Ikke som klub og næsten ikke som spillere.

For Vendsyssel-holdet består fortsat mestendels af folk, hvis Superliga-optrædener begrænser sig til dem, de har fået i denne sæson. Men hvis man kan blive ved med at skaffe sig halvandet point pr. kamp i snit og spille så uimponeret, som holdet har gjort det meste af tiden hidtil, er der ingen grund til, at Vendsyssel skulle rykke direkte ned igen.

Midtstopperen Jakob Hjorth udgik i forrige runde mod FC Nordsjælland og var ikke blevet klar til AaB-kampen i mandags. Det er uvist, om han bliver det i denne omgang. Derudover må cheftræner Jens Berthel Askou undvære karantæneramte Daniel ”DC” Christensen.

Vejle Boldklub:
Det har været svært at komme uden om de glædelige historier om Vejle i oprykkernes første måneds tid som Superliga-hold. Der har først og fremmest været de fyldte tribuner og megen hype om en af landets traditionsklubber, men der har også været fine sportslige præstationer, Allan Sousas mål, talentfulde Arbnor Mucolli og gode resultater.

Træerne i Nørreskoven er dog ikke vokset helt ind i himlen; det sørgede FC Midtjylland og særligt Rasmus Nicolaisens to hovedstødsmål i den seneste runde for. Det lignede ellers længe en vejlensisk sejr, men det ændrede de to – ifølge Vejle-anfører Jacob Schoop – klamme hjørnesparksmål på. Det sidste søm i kisten stod Mads Thychosen, den tidligere Vejle-spiller og yngste skud på den legendariske Thychosen-stamme, for.

Det sene nederlag til FC Midtjyllands mestre ændrer dog ikke på, at Vejle har vist sig være at bryde ned, og fredag får vi så en indikation af, hvilken oprykker der står bestemt lige nu.

Karantæne:
Vendsyssel FF: Daniel Christensen
Vejle Boldklub: Ingen

Bud på startopstillinger:
Vendsyssel FF (4-1-4-1): Flø – Juel Andersen, Kaltoft, Fischer, Lund – Frankoch – Jensen, Knudsen, Opondo, Brandão – Czajkowski

Vejle Boldklub (3-5-2): Bajza – Lauritsen, Emmersón, Greve – Memija, Mucolli, Schoop, Ramadani, Davidsen – Sousa, Louati

Profilen:
Det er endnu ikke lykkedes Vendsyssel af holde målet rent, men det er ikke, fordi holdet har en dårlig målmand. Nicolai Flø blev kåret til årets spiller i klubben i oprykningssæsonen, og han er en vigtig brik på holdet. Fredag får han fornøjelsen af en af ligaens delte topscorere, Allan Sousa, med fire mål i fire kampe.

Vidste du, at..:
Selv om Vejle vandt 1. division i sidste sæson, har Vendsyssel det indbyrdes overtag mod med-oprykkerne. De hidtil 17 kampe mod hinanden i den næstbedste række er endt med syv nordjyske sejre, fire til VB og seks uden vinder.

Dom:
Det kan godt være, at Vendsyssel har det historiske overtag mod Vejle, men i sidste sæson var der ingen tvivl om, hvem der var bedst. VB vandt rækken og tog syv point i de tre opgør mod Vendsyssel, herunder en 4-1-sejr i november.

Begge hold er startet fint i denne sæson, men vi tror, at Vejle lige præcis har fordelen og vinder igen. Denne gang 1-2.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: