Video : Tipsbladet
Superliga

Osama Akharraz i spil til AaB-kamp

Osama Akharraz fik mandag comeback for Viborgs reserver, og han er i spil til Superliga-kampen mod AaB på lørdag. Det samme gælder George Fochive.

Der var glædeligt gensyn i Viborg i mandags, da Osama Akharraz fik comeback for de grønblusede i en reserveholdskamp mod FC Nordsjælland. 45 minutter var der i benene på den 26-årige midtbanespiller, der kom til skade for knap et år siden i et opgør mod OB.

Næste skridt på comeback-vejen er for Osama Akharraz at få comeback i Superligaen, og det kan allerede ske på lørdag mod AaB. Cheftræner Johnny Mølby vil ikke udelukke, at han og George Fochive, der også har været skadet, kan få en rolle.

- Nu er de begge begyndt at spille reserveholdskampe, og det betyder selvfølgelig, at de rykker tættere og tættere på. Derfor er de også inde i overvejelserne til AaB-kampen, men det handler også om at dosere dem rigtigt, så det bliver formentlig i en jokerrolle, vi får Osama og George at se til at starte med. Men der er stadig lang tid tilbage af sæsonen, og vi skal nok få brug for dem, siger Johnny Mølby til tipsbladet.dk.

Viborg har spillet to jævnbyrdige kampe mod AaB tidligere på sæsonen, og Mølby tror, en tredje venter på lørdag.

- Det bliver en tæt kamp, som det har været begge gange, vi har mødt AaB i denne sæson. Det handler om, at vi er dygtige til at lukke ned i mellemrummene for AaB, for hvis de først får lov at spille der, har de så mange teknisk dygtige spillere, at det bliver svært for os. Det synes jeg, vi havde held med, da vi mødte dem for tre uger siden, og det skal vi gentage, siger Mølby og fortsætter:

- Jeg synes, vi har vist, at vi er i stand til at skabe chancer, og jeg synes, at vi spiller med en god dynamik. Jeg er sikker på, der også venter os nogle muligheder i lørdagens kamp, hvis vi gør tingene rigtigt, og så skal vi sørge for at være skarpe foran mål.

På papiret ligner opgøret mod AaB et, der skal vindes for Viborg, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at komme i top to i puljen. Den præmis køber Johnny Mølby dog ikke.

- Det skifter hele tiden i den her liga, så man skal passe på med at slynge om sig med ord som ”skæbnekamp”. Vi kan bringe os selv i en rigtig gunstig position med en sejr, mens vi kan komme lidt bagefter med et nederlag, så det er helt sikkert en vigtig kamp for os, som vi glæder os rigtig meget til, lyder det fra Viborg-træneren.

Viborg FF tabte senest 2-4 til AGF.