Superliga Nicklas Grodt Degn

Patrick Olsen om AaB-stjerne: Han kan det, andre spillere ikke kan

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

AaB-midtbanen leverede masser af mål og assist, da nordjyderne bankede Horsens mandag. Den ene dobbelte målscorer hylder den anden.

Af Nicklas Grodt Degn

Patrick Olsen stod for to mål, men måtte alligevel se sig overstrålet af midtbanekollegaen Lucas Andersen, da AaB mandag aften vandt hele 5-0 ude over AC Horsens.

Olsen var efterfølgende heller ikke sen til at hylde sin anfører.

- Det er fantastisk. Som jeg har sagt mange gange er Lucas en spiller, som kan gøre så meget på egen hånd. Lige pludselig vælger han at afdrible fire mand og lave en god assist. Det er det, Lucas han kan. Han kan det ekstra, som de andre spillere ikke kan, sagde Patrick Olsen om Lucas Andersen efter kampen til TV3 Sport.

Den nye AaB’er var udover sin holdkammerat også meget tilfreds med selve kampen og holdet.

- Det er en fantastisk kamp. I de dårlige perioder formår vi at afvise det hele, og så er vi bare superskarpe, når vi har chancen. Jeg er heldig, at jeg har en troldmand ved siden af mig, som lægger den godt af til mig, så jeg kan sparke den ind. Alt i alt er den fantastisk kamp. Vi har lidt af det hele, vi er lidt pressede, vi formår at få det vendt og så scorer vi en masse mål. Det er fantastisk.

Patrick Olsen har scoret tre mål i syv Superliga-kampe for AaB.