Peter Sørensen: Det er ikke game over endnu - desværre
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Peter Sørensen: Det er ikke game over endnu - desværre

Silkeborg IF's træner var glad for sit holds sejr over Esbjerg fB og over, at det holdt nullet. Han er dog ikke overrasket over, at hans trænerkollega efterlyste et straffespark.

Det bliver ikke ret meget mere snævert end 1-0, men en føring er en føring.

Det er, sådan i grove træk, Peter Sørensens konklusion, efter hans Silkeborg IF-hold slog Esbjerg fB torsdag aften i den første af to afgørende playoffkampe. 1-0 var præcis, hvad hjemmeholdet vandt med, og det var noget, cheftræneren kunne bruge til noget.

- Jeg er godt tilfreds med, at vi spiller til nul, og er glad for, at vi har vundet, siger Peter Sørensen.

- Det var solidt og udmærket. Esbjerg har ikke mange chancer. Til gengæld har vi en hel del både tilløb og muligheder især til sidst i kampen. Det er jo stadig en snæver føring og et resultat, som vi kan tage med videre, men det er desværre ikke game over endnu.

Han var især tilfreds med, at Silkeborg ikke lukkede mål ind, efter den seneste kamp mod FC Helsingør bød på tre indkasserede af slagsen og et hav af yderligere chancer til modstanderne. 

Og så glædede cheftræneren sig over, at indskiftede folk som Magnus Mattsson og Jeppe Okkels var med til at tippe kampen i Silkeborgs favør.

- Det viser måske, at vi har en så bred og god trup til rådighed, at vi kan tænke, som vi gjorde i dag: Hvad er bedst at starte med? Det er det her. Hvorfor? Fordi der er nogle her, der er gode at sætte ind. Dem, der blev sat ind i dag, gjorde en udslagsgivende forskel. Det var jeg meget tilfreds med. Det var det, jeg havde håbet, de ville, og det gjorde de, siger Sørensen.

I første halvleg ville Esbjerg gerne have haft et straffespark til Emmanuel Oti Essigba, og efter kampen kaldte cheftræner John Lammers det for "100 procent et straffespark". Han undrede sig desuden over, at ingen af kampens fem dommere så det.

Sådan nogle situationer afhænger ofte af øjnene, der ser, så hvad synes Peter Sørensen?

- Det har jeg slet ikke set. Men det er ikke overraskende, at han så det sådan, siger Silkeborg-træneren med et smil, inden lukker diskussionen ved at gå sin vej.

Han kan nu se frem til en returkamp i Esbjerg på søndag. Der er kickoff klokken 18.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.