Peter Sørensen: Selvfølgelig er jeg lettet
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Peter Sørensen: Selvfølgelig er jeg lettet

Silkeborg-manageren undgår en ankesag, og derfor kan han nu komme videre med sit liv. Noget, han selvsagt er lettet over.

Peter Sørensen blev den 7. april frifundet i Byretten i Århus i en sag, hvor Silkeborg IF-manageren var anklaget for at have udøvet vold i to tilfælde mod sin ekskone, og selv om Sørensen gik fri i Byretten, var det alligevel 14 dage med usikkerhed, fordi Statsadvokaten har haft mulighed for at anke sagen til Landsretten.

Men fra Anklagemyndigheden lød det i dag, at kendelsen fra Byretten ikke ville blive anket, og dermed er Peter Sørensen helt endegyldigt en fri mand, og han kan nu sætte sig i trænersædet til fredagens kamp mod Viborg FF med god ro i sindet.

Og Peter Sørensen er ikke overraskende glad for, at sagen nu er forbi.

- Selvfølgelig er jeg lettet. Dette forløb har været så underligt og hårdt, at det er svært at beskrive og det er jo først nu, jeg kan vide mig helt sikker. Det er jo ikke kun mig, denne sag er gået ud over. Det har været hele min familie og ikke mindst mine to drenge. Det har eksempelvis ikke været rart at blive hængt offentlig ud, da sagen kom frem, siger Peter Sørensen til Midtjyllands Avis.

Silkeborgs manager var anklaget for at have overtrådt straffelovens paragraf 244 - den milde voldsparagraf.

Dermed kan Peter Sørensen og Silkeborg altså fejre, at han nu med sikkerhed ikke bliver dømt, Det kan de passende gøre fredag aften, hvor klubben også fejrer sin 100 års fødselsdag, og hvor holdet med en sejr over Viborg vil have sikret sig endnu en sæson i Superligaen.

Du kan læse mere om, hvorfor Statsadvokaten ikke ankede sagen til Landsretten. Klik her.