Video : Tipsbladet
Superliga

Philipp Ochs glad for AaB-skifte: Der var andre interesserede klubber

AaB's lejesvend Philipp Ochs fortæller, at flere klubber viste interesse i sommerens transfervindue - han vil ikke ud med, om Brøndby var én af dem.

Det blev betragtet som lidt af et scoop i Aalborg, da AaB i sommerens transfervindue kunne præsentere Philipp Ochs som ny mand i den bolsjestribede trøje. Den tyske U21-landsholdsspiller er lejet i Bundesliga-klubben Hoffenheim for resten af indeværende sæson.

I et stort interview med Transfermarkt fastslår Philipp Ochs, at han er glad for skiftet til AaB, og at han er positivt overrasket over niveauet i Superligaen.

- Ligaen er stærk, også selv om man måske ikke kan se det på TV i Tyskland. Der er mange talenter, og man kan også se, at mange danske spillere kan begå sig i udenlandske ligaer. Fodbold er meget vigtigt i Danmark, og det er meget professionelt, siger Philipp Ochs til Transfermarkt og tilføjer om sine forventninger til lejeopholdet i Aalborg:

- I min alder er det vigtigt at spille så mange kampe som muligt på højt niveau. I den forbindelse er den danske liga meget velegnet. Jeg vil gerne suge en masse til mig og udvikle mig yderligere.

Philipp Ochs er én af ni tyske spillere i Superligaen, og Brøndby IF har som bekendt også en tysk træner i Alexander Zorniger. Det tyske medie spørger Ochs, om han blev kontaktet af Zorniger i sommerens transfervindue.

- Der var nogle interesserede klubber, siger Philipp Ochs.

Heriblandt Alexander Zorniger?

- Det vil jeg ikke ud med.

Philipp Ochs har foreløbig scoret et enkelt mål for AaB - det scorede han allerede i sin debut mod FC Nordsjælland, hvor han også blev udvist.