Video : Tipsbladet
Superliga

Pohl blev matchvinder for AaB mod FC Midtjylland

To store målmandsfejl prægede opgøret mellem AaB og FC Midtjylland, hvor en sen scoring af Jannik Pohl sikrede hjemmeholdet tre point i en fysisk affære.

Der var lagt op til mange fysiske dueller på Aalborg Portland Park, og det havde Morten Wieghorst garderet sig mod ved at spille med både Rasmus Würtz, Oliver Abildgaard og Magnus Christensen på den centrale midtbane, og de tog kampen op mod de store FC Midtjylland-spillere.

De danske mestre havde også svært ved at sætte sig på kampen, og AaB kom bedre og bedre med i opgøret som halvlegen skred frem. Alligevel var det dog FC Midtjylland, som bragte sig foran kort før pausen.

Erik Sviatchenko sendte et tidligt indlæg ind i feltet, og fra en position lige på kanten af feltet headede Paul Onuachu mod mål. Inde i målet mistimede Jacob Rinne dog fuldstændigt sit indgreb, og svenskeren endte med at hjælpe forsøget i mål.

Målet chokerede dog ikke AaB mere, end at de kom godt ud til 2. halvleg, og syv minutter efter pausen gav det pote. Denne gang var det Jesper Hansen, der lavede en enorm fejl. FC Midtjylland-målmanden kunne ikke håndtere en bold i dybden, og i stedet kunne Rasmus Thellufsen prikke bolden ind i et tomt mål.

En ikke særligt velspillende kamp så ud til at ende 1-1, men fire minutter før tid fik AaB scoret. Oliver Abildgaard nåede højest på et indlæg, og efter at have ramt overliggeren dumpede bolden ned for fødderne af Jannik Pohl, der scorede sit første sæsonmål. 

Dermed endte AaB med at matche - og endda overmatche - FC Midtjylland i de afgørende luftdueller, og nordjyderne topper nu Superligaen med seks point, mens FC Midtjylland kun er noteret for ét point efter de første to runder.