Video : Tipsbladet
Superliga

Pokalfinale i provinsen? Så mange kommer der, når jyske hold mødes

Der kommer væsentlig flere tilskuere i pokalfinalen, når hold fra Østdanmark mødes, end når hold fra Vestdanmark mødes.

Pokalfinalen skal spilles Kristi himmelfartsdag, så meget ligger fast, men det er vist også det eneste. For hverken de to hold eller spillestedet er fundet endnu.

Parken har været hjemsted for pokalfinalen siden midten af 50'erne, men denne gang har andre klubber fået mulighed for at byde på at afholde årets største danske klubkamp. Det har Esbjerg fB, AGF, Brøndby IF og FC København med Parken i ryggen takket ja til.

Nu skal DBU og Divisionsforeningen så træffe en beslutning. Et væsentligt parameter er formentlig, hvor mange tilskuere man kan forvente, og hvilke hold er kommer i finalen. Er det to hold fra Østdanmark, giver det mening at vælge Parken eller Brøndby Stadion, og er det to jyske hold, giver det mening at lægge kampen i Esbjerg eller Århus.

Som Peter Ebbesen, der er turneringschef i Divisionsforeningen, sagde til tipsbladet.dk. i går: 

- Det giver også mening at kigge på geografien. I nyere tid har vi haft pæne tilskuertal til pokalfinaler, men vi kan komme i en situation med to jyske hold, hvor det ikke giver så god mening at bringe dem til København. Tanken er at få dækket os ind, hvis det bliver en kamp, som ikke har samme tilskuergrundlag, som de store hold har. Hvis det blev Esbjerg og Vendsyssel, som stadig er med i turneringen, kunne det være, det gav mening at holde det i det jyske.

Men hvor mange tilskuere kan man så forvente sig, alt afhængig af hvilke hold der kommer i finalen? Tipsbladet.dk har kigget på historien og knust tilskuertallene, og de viser, at der som regel kommer flere i Parken, når der er hold fra Sjælland med, og færre, når det er rent jyske finaler.

Spørgsmålet er så, om det er, fordi FC København og Brøndby IF ofte har været i finalen, og de har flest fans, eller fordi jyske tilskuere bliver væk på grund af distancen til København.

Forklaring:

Grafen er baseret på tilskuertal fra alle pokalfinaler siden 1993, som var det første år, finalen vendte tilbage til det ombyggede Parken efter to års ombygning.

Vest-vest er to hold fra Jylland eller Fyn. Vest-øst er ét hold fra Jylland/Fyn og ét fra Sjælland. Øst-øst burde give sig selv.

Vest-vest 2 er fraregnet 1993, som havde omkring 8000 eller 9000 tilskuere, alt efter hvilken kilde man anvender. Det tal skiller sig så meget ud fra de øvrige, at vi har givet mulighed for at se gennemsnittet uden det.