Video : Tipsbladet
Superliga

Pokaloptakt: Brøndby IF - FC Midtjylland

Pokalfinalen er fredag, og de forsvarende mestre fra Brøndby IF kommer denne gang på en svær opgave mod FC Midtjylland.

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 17.00
Spillested: Telia Parken, København
Dommer: Peter Kjærsgaard
På TV: 3+
Hashtag: #biffcm

Holdnyt:

Brøndby IF:
For lidt mere end et år siden gik Brøndby IF ind til pokalfinalen mod Silkeborg IF med utrolig tro på tingene. Klubben lå meget, meget fint til at vinde både mesterskabet og pokalturneringen, og første skridt blev taget den 10. maj, hvor holdet besejrede SIF i pokalfinalen med 3-1.

Siden gik det dog skidt for Brøndby, der endte med at smide mesterskabet til FC Midtjylland, og resultaterne i denne sæsons Superliga endte også med at koste Alexander Zornigers job som Brøndby-træner. Han blev fyret to kampe inde i forårssæsonen.

Det her er i sandhed Brøndbys mulighed for at spille i Europa næste sæson, for selv om det teoretisk stadig er muligt at ende som både nummer tre og fire i Superligaen, kræver det en del - blandt andet to Brøndby-sejre i de sidste to kampe - mens enten EfB eller OB skal smide point.

Derfor er pokalen Brøndbys indgang til Europa - en sejr over FCM vil give både pokaltitlen og europæisk deltagelse.

Brøndby har på vejen mod finalen slået AaB, Vendsyssel Marienlyst og Hillerød ud af turneringen. Klubben kommer fra en sejr mandag på 2-0 over FC Nordsjælland i Superligaen, så mandskabet fra den københavnske vestegn har fået et fint rygstød ind til kampen på fredag.

Til pokalfinalen er træner Martin Retov, der i øvrigt selv har vundet turneringen som spiller, uden de langtidsskadede Kasper Fisker og Joel Kabongo, mens Ante Erceg sidder over med karantæne.

FC Midtjylland:
Sidste sæsons danske mestre har i denne sæson taget et trin ned i Superligaen og ender som nummer to i dansk fodbolds bedste række. Derfor er Sydbank Pokalen FC Midtjyllands mulighed for at stå med et sølvtøj i 2019.

Klubben havde gang i en rigtig god sæson, indtil det spidsede til i Mesterskabsspillet, og her kunne holdet modsat sidste år ikke holde dampen oppe.

I løbet af sæsonen er Jess Thorup skiftet til belgiske Gent, og ind er kommet Kenneth Andersen, der altså har ansvaret for førsteholdet på fredag mod Brøndby.

Kenneth Andersens klub har været i fire pokalfinaler, siden klubben i 1999 blev til FC Midtjylland. Problemet for FCM er bare, at alle fire er blevet tabt, og derfor håber klubben fra Herning og Ikast naturligvis, at femte gang er lykkens gang, og at Kenneth Andersen kan føre FCM til en pokaltriumf, der vil sikre mandskabet et sølvtøj for anden sæson i streg.

Klubben har på vej mod finalen sendt OB, Kolding IF, FC København og Dalum ud af pokalturneringen, og bare et enkelt mål har man lukket ind på vej mod finalen. Klubben kommer med et godt rygtstød efter en sejr på 4-0 over FCK i søndags.

FC Midtjylland er uden den skadede forsvarsspiller Zsolt Korcsmar. Til gengæld er Jesper Hansen, der missede søndagens opgør mod FC København på grund af et tragisk dødsfald i familien, tilbage i truppen.

Joel Andersson og Frank Onyeka spillede begge i reserveholdsligaen mod SønderjyskE mandag og lader til at være klar til finalen.

Karantæne:
Brøndby IF: Ante Erceg
FC Midtjylland: Ingen

Bud på startopstillinger:
Brøndby IF (4-3-1-2): Schwäbe - Gammelby, Hermannsson, Arajuuri, Jung - Kaiser, Radosevic, Tibbling - Mukhtar - Hedlund, Wilczek

FC Midtjylland (3-4-3): Hansen - Hansen, Sviatchenko, Scholz - Døhr Thychosen, Poulsen, Sparv, Dal Hende - Wikheim, Onuachu, Evander

Profilen:
Jens Martin Gammelby er for andet år i træk i den danske pokalfinale, og som den eneste spiller på banen fredag er han det for en anden klub end for et år siden. Gammelby var sammen med Silkeborg med til at tabe med 1-3 til Brøndby, og nu jagter han så sammen med netop Brøndby en triumf. Gammelbys spil har de sidste par måneder givet anledning til opmuntring - højrebacken har gjort det godt og lavede en fin assist i mandags mod FCN.

Vidste du, at...:
Brøndby IF har 11 gange stået i en pokalfinale. Syv er blevet vundet. FC Midtjylland har som sagt været i fire og tabt alle fire, og statistikken er endnu værre, hvis man tæller den ene af de to moderklubbers statistik med. Ikast FS var tre gange i finalen og tabte alle tre.

Dom:
Det er virkelig en svær kamp at vurdere, for selv om FC Midtjylland på papiret har et stærkere hold end Brøndby IF, har FCM i Mesterskabsspillet ikke gjort det meget bedre end Brøndby. FCM har hentet 11 point i de hidtil otte kampe i Mesterskabsspillet, mens Brøndby har fået otte point.

Der vil uden tvivl være flere Brøndby-tilskuere i Telia Parken, og det tæller op for de forsvarende pokalvindere, der kan få et godt rygstød, mens FCM omvendt kommer med en på papiret bredere og bedre trup, hvilket også kan blvie afgørende. Senest de to hold mødtes, vandt Brøndby IF i øvrigt med 2-1 ude mod FCM.

Vi tror, det bliver et tæt opgør, hvor det kan være fejl, individuel klasse eller måske en tilfældighed, der afgør, hvem der løfter pokalen i sidste ende, og det kan også sagtens blive en målrig affære, hvor det ikke er usandsynligt, at der venter forlænget spilletid.

Vores bud på pokalfinalen i år er 2-2 i ordinær tid og en scoring af FC Midtjylland, der har den bredere trup, i pokalfinalens overtid. Altså 3-2 til klubben fra Herning og Ikast, der vinder sin første pokalfinale og kan juble hele vejen hjem til det jyske

Tidligere indbyrdes kampe og form: