Poulsen missede OL: Den værste dag i mit liv
Superliga

Poulsen missede OL: Den værste dag i mit liv

Randers FC's Nicolai Poulsen var grædefærdig, da en hjernerystelse og to brud på kindbenet kostede ham billetten til OL i Rio for det danske landshold.

Nicolai Poulsen kunne have stået nu og fejret kvartfinalepladsen med resten af det danske landshold ved OL i Rio. Men i stedet sidder han hjemme i Randers og følger med foran fjernsynet.

Poulsen, der var udtaget til Niels Frederiksens OL-trup, måtte melde afbud bare dagen før afrejse, da han ramlede sammen med sin tidligere holdkammerat Mustafa Amini i en Superliga-kamp mod AGF.

Det resulterede i en hjernerystelse og to brud på kindbenet, hvilket kostede ham billetten til legene i Brasilien.

Poulsen fortæller nu om minutterne efter sammenstødet, og hvor det hårdt det var at misse OL.

- Jeg var helt omtumlet og væk på grund af det hårde slag. Da jeg bliver hjulpet ud i omklædningsrummet, kan jeg mærke, at det dunker helt vildt i hovedet, og jeg kan ikke åbne munden overhovedet. Jeg kigger mig også i spejlet og ser, hvor hurtigt det hæver op, og så ved jeg jo godt, hvad klokken er slået. Men jeg kan også huske, at jeg indtil sidste øjeblik håber, at lægerne siger, at jeg er sluppet heldigt fra slaget. Da de så siger, at det er en hjernerystelse, så vidste jeg godt, at jeg ikke skulle afsted til Rio, og så var jeg helt knust, siger Poulsen til Randers Amtsavis.

Randers-spilleren forventer at være tilbage på træningsbanen om fire-seks uger.