Video : Tipsbladet
Superliga

Powerranking i Superligaen: BIF og AGF i stort dyk - EfB springer højt

Vi er klar med denne uges powerranking af Superligaens 14 hold - inden sæsonens 10. spillerunde.

Den seneste spillerunde afslørede igen, at Superligaen er en jævnbyrdig størrelse, hvor alle hold kan besejres på en dårlig dag.

Ni runder inde i turneringen har alle hold både prøvet at tabe og vinde, og det er kun Superliga-tabellens seks øverste hold, der har vundet mere end én af sine seneste fem kampe.

At Horsens på sjettepladsen blot har seks point op til en førsteplads og syv point til en sidsteplads vidner om tætheden i tabellen.

1. FC Midtjylland (2*)
Det er knivskarpt i toppen, men FC Midtjyllands sejr over FC København søndag aften sender midtjyderne helt i spidsen af denne powerranking. En helstøbt og effektiv indsats betød, at FC Midtjylland nu bider FC København i haserne i Superligaen, hvor midtjyderne er begunstiget af den manglende europæiske deltagelse. Jess Thorups brede trup med mange individuelle kvaliteter kan føre holdet langt.
Seneste fem kampe: V-U-V-U-V

2. FC København (1)
Netop som FC København lignede et usårligt hold i Superligaen, rendte Ståle Solbakkens mandskab ind i et klart nederlag mod FC Midtjylland i Herning. Kampen afslørede visse svagheder på FCK-holdet, og nu venter en hård periode med mange kampe i tre turneringer, så den næste måneds tid er en eksamen for hovedstadsklubben.
Seneste fem kampe: V-U-V-V-T

3. Esbjerg fB (10)
Det kan virke voldsomt at placere Esbjerg så højt på denne tabel, men vestjyderne har hentet 12 point i sine seneste fem kampe og ligner et selvtillidsfyldt hold, der er meget svært at besejre. Det er ikke nødvendigvis kønt, men det er til gengæld effektivt, og den seneste hjemmesejr over OB var en endnu et eksempel på oprykkernes soliditet.
Seneste fem kampe: V-V-V-T-V

4. AC Horsens(6)
 Weekendens sejr over AGF var endnu et bevis på, at man aldrig skal afskrive eller undervurdere Horsens. Manager Bo Henriksen har skabt en stærk vinderkultur i klubben, og østjyderne har udviklet et mandskab, der på en god dag kan besejre alle hold. Bundniveauet er stadig i den lave ende, men Horsens ligner igen en stærk Top 6-kandidat - især hvis Kasper Junker kan følge op på sin fine debutscoring.
Seneste fem kampe: T-U-V-U-V

5. AaB (5)
 I Superliga-tabellen ligger AaB nummer tre, men de seneste fem kampe har blot budt på én enkelt sejr. Mod Vejle havde AaB mulighederne til at tage endnu en sejr, men igen-igen manglede den sidste skarphed og kynisme foran mål. Lucas Andersen var skadet til dét opgør, men hvis han kommer i omdrejninger, har nordjyderne et ekstra våben, der kan gøre gavn i de kommende kampe.
Seneste fem kampe: V-U-T-U-U

6. SønderjyskE (11)
 Det var en stor bedrift på Brøndby Stadion af sønderjyderne, der dermed fik sæsonens første sejr på udebane. Med svære kampe mod FC Midtjylland og FC Nordsjælland i vente var det vigtigt for SønderjyskE at tanke selvtillid, og kan man bygge videre på den stærke præstation mod Brøndby, ser det spændende ud for Claus Nørgaards tropper, der dog fortsat lukker for mange mål ind.
Seneste fem kampe: T-V-T-U-V

7. FC Nordsjælland (8)
Den fornemme sejr over Randers var vigtig for FC Nordsjælland, der inden landsholdspausen havde spillet et par sløje kampe mod Horsens og OB. Farum-klubben ligger aktuelt lunt placeret på kanten af top seks, men Kasper Hjulmands mandskab savner i lighed med flere klubber noget stabilitet i præstationerne og resultaterne. Den kommende kamp mod FC København i Telia Parken er en markant test.
Seneste fem kampe: T-V-T-U-V

8. Brøndby IF (3)
Selvom Brøndby lige nu blot har ét point mindre end på samme tidspunkt i sidste sæson, er situationen mere alvorlig nu.
Indsatsen i nederlaget mod SønderjyskE på hjemmebane var beskæmmende, og Brøndby-holdets mangler blev i den grad udstillet. Brøndby har kun samlet fire point i de seneste fem kampe og ser ud til at mangle sidste sæsons profiler Christian Nørgaard, Teemu Pukki og Frederik Rønnow.
Seneste fem kampe: T-T-V-U-T

9. AGF(4)
Så kom sæsonens første nederlag til AGF. Præstationen mod Horsens var på flere punkter udmærket, men for første gang i sæsonen lukkede AGF mere end et enkelt mål ind i en kamp, og så blev de offensive svagheder igen straffet. Kun to gange i sæsonen har AGF scoret mere end ét mål i en kamp, og de to scoringer mod Horsens var altså ikke nok. En enkelt sejr mod Hobro i de seneste fem kampe er ikke prangende.
Seneste fem kampe: U-U-V-U-T

10. Randers FC (7)
 De gode vibrationer i Randers fik én over nakken med det store nederlag mod FC Nordsjælland, og det solide Randershold, man oplevede i starten af sæsonen, har nu lukket ni mål ind i de seneste tre Superliga-kampe. Samtidig viste kronjyderne svaghed i sidste uges pokalkamp mod Næsby, hvor man skulle i straffesparkskonkurrence for at avancere, så de næste kampe mod Vejle og Vendsyssel bliver vigtige.
Seneste fem kampe: U-V-T-U-T

11. OB (9)
 OB nåede akkurat at have en måned som ubesejret, men sidste fredag kom fynboerne ned på jorden igen, da holdets store svaghed igen blev udstillet i 0-2-nederlaget mod Esbjerg. Der er dog tegninger til bedre tider, for i syv af sæsonens ni kampe har OB skabt flere chancer end modstanderen, men der mangler stadig afgørende kvalitet i felterne. Forløses potentialet på Fyn? Svaret blæser i vinden.
Seneste fem kampe: T-U-V-U-T

12. Vejle Boldklub (13)
Det startede fejlbefængt og meget skidt på udebane mod AaB, men Vejle kæmpede sig tilbage og fik uafgjort efter en godkendt indsats. Det ændrer ikke på, at Vejle stadig ikke har vundet siden første spillerunde, og det ligner en hård kamp for overlevelse for Adolfo Sormanis tropper, der ikke længere kan ride på oprykkerbegejstringens bølge.
Seneste fem kampe: U-T-T-U-U

13. Vendsyssel FF (12)
 
Oprykkerne fra Vendsyssel har vist sig som et ganske ordinært fodboldhold, men Jens Bertel Askous hold har alligevel en robusthed, der kan sikre point her og der. Samtidig er individualister som Jon Thorsteinsson og Moses Opondo nogle vigtige våben, der kan udfordre mange Superliga-forsvarsspillere og dermed udgøre en offensiv trussel. Men på den lange bane er det svært at få øje på argumenter for Vendsyssel som permanent Superliga-hold.
Seneste fem kampe: U-T-T-U-U

14 Hobro IK (14)
Fem point i de seneste fem kampe er fremgang for Allan Kuhn og kompagni, men der er stadig langt mellem de opløftende præstationer fra himmerlændingene. Særligt offensivt er der svaghedstegn for Hobro, der savner Pål Kirkevolds mange mål fra sidste sæson. Kun Emmanuel Sabbi har løftet sig over gennemsnittet i denne sæson.
Seneste fem kampe: V-T-T-U-U

9. runde
Esbjerg - OB 2-0
FC Nordsjælland - Randers FC 4-1
Vendsyssel FF - Hobro IK 1-1
AC Horsens - AGF 3-2
Brøndby IF - SønderjyskE 2-4
FC Midtjylland - FC København 3-1
AaB - Vejle 1-1.

10. runde
Vejle - Esbjerg
Randers - Vendsyssel
SønderjyskE - FC Midtjylland
Hobro - AaB
FC København - FC Nordsjælland
AGF - Brøndby
OB - AC Horsens

* I parentes bemærket er klubbens placering i sidste uges powerranking.

V = Vundet T = Tabt U = Uafgjort.