Prisen for fodbold i tv er eksploderet – du betaler regningen
Foto: Jens Dresling / Polfoto
Superliga

Prisen for fodbold i tv er eksploderet – du betaler regningen

Priserne for at hive fodboldkampe hjem i stuen er steget eksplosivt. Tv-rettighederne til Superligaen er blevet 20 gange dyrere siden 1992 – og det er seerne, der betaler. Tv-markedets pakker og manglende konkurrence presser fodboldfans til at købe sport til overpris.

Kronik: Anja Philip,
Formand for Forbruger­rådet Tænk
 
 
Kan du huske 1992? For de fleste danske fodboldfans står året indgraveret i erindringen som det år, vi vandt EM. Det var året, hvor Danmark dansede gennem sommeren grebet af fodbold-eufori, og daværende udenrigsminister Uffe Ellemann iført sit rød-hvide tørklæde erklærede: ”If you can’t join them, beat them”.
Jeg var en af de mange, der var på Rådhuspladsen og fejre landholdets fantastiske præstationer i sommeren 1992.  Jeg er ikke selv fodboldentusiast nok til at kunne huske det, men research har afsløret for mig, at 1992  samtidig også var året for det første opgør mellem Brøndby IF og det dengang helt spæde FC København.
 
Både familiært og professionelt er jeg omgivet af fodboldelskere, der glødende kan berette om 1-1-kampen på Brøndby Stadion, hvor Hans Christians leverede Brøndby-målet. En sjældenhed, kan man vel uden at træde nogen over tæerne, kalde denne scoring fra den belgiske angriber, der ifølge mine kilder kun nåede to scoringer i alt i den gule trøje. Jeg har da også kunnet læse mig til, at en Brøndby-fan efter kampen havde denne kommentar: ”Når Hans Christians også scorer, begynder vi at tro på guldet”.
 
På mandag mødes FCK og Brøndby så igen. Der er sket meget siden det første såkaldte New Firm i ’92: Fodboldsporten har ændret sig. Det har priserne for at se fodbold i tv så sandelig også. Ikke kun i de udenlandske ligaer – rettighederne til Premier League blev fx solgt til et svimlende rekordbeløb i februar - prisernes himmelflugt ser vi også herhjemme. Tv-rettighederne til Superligaen er ifølge revisionskoncernen Deloitte blevet ikke mindre end 20 gange dyrere siden ’92 – med andre ord en prisstigning på 2.000 procent. Til sammenligning er forbrugerpriserne generelt steget med lige over 50 procent i samme periode, viser tal fra Danmarks Statistik.
 
Nuvel, man kan argumentere for, at fodboldsporten i årene, der er gået, er blevet et stærkere produkt; at kampene er blevet bedre, og tv-produktionerne er af højere kvalitet. Men det ændrer ikke på en helt afgørende årsag til den eksplosive prisudvikling: Markedet for fodbold i tv fungerer ikke. Det er koncentreret om få store udbydere og kanal-ejere. Og de udnytter, at de kan presse forbrugerne, fordi salg af kanaler i pakker er den dominerende forretningsmodel på tv-markedet.
 
Tv-udbyderne nyder godt af, at de kan sælge pakker med en masse kanaler til fans, der bare gerne vil se sport. Pakkesalget er også en lukrativ fordel for kanal-ejerne, der kan stille højere og dyrere krav til udbyderne. Dette system er med til at sende priserne på tv-rettigheder op i de højere luftlag. Som Lars Thunø , tidligere forskningschef i DR Medieforskning, udtaler i det seneste nummer af vores medlemsblad Forbrugerrådet Tænk:
”Kanal-ejerne ved godt, at de ved at sikre sig rettighederne til de store kampe bliver attraktive for tv-distributørerne, der igen kan få fodboldseerne til at tage alt muligt, de ikke skal bruge, med i en tv-pakke, fordi de ikke kan leve uden en bestemt sportsbegivenhed. Det er en af grundene til, at prisen for sportsrettigheder er eksploderet.”
Kanal-ejere og tv-udbydere er ikke alene om at tjene store summer på den måde, markedet er skruet sammen på. Også klubberne vinder på det. De får en tredjedel af deres indtægter fra tv-rettigheder, skriver magasinet Business Watch. Men som fodboldglad tv-forbruger er du den økonomiske taber i det her spil.
 
Det er ikke rimeligt, at du bliver presset til at købe en stor og dyr pakke, hvis du slet ikke er interesseret i de kommercielle kanaler, der følger med. Hvem siger, hvis vi sætter tingene lidt på spidsen, at du nødvendigvis også ønsker at købe TV3 og en masse reality-tv med, bare fordi du gerne vil se fodbold? Eller at du ønsker at betale for haveprogrammer på dk4? Hvis du vil, skal du selvfølgelig have mulighed for det. Men det skal være dit valg. Ikke din tv-udbyders eller kanal-ejernes. Du skal have mulighed for at vælge lige præcist de kommercielle kanaler, du gerne vil have – uden at få fyldkanaler med, du ikke har bedt om.
 
Det skal alle danske forbrugere, mener vi i Forbrugerrådet Tænk. For det er kun rimeligt, at alle får frihed til selv at bestemme, hvilke kommercielle betalingskanaler de vil bruge deres penge på. Alle skal kunne vælge, om de vil købe kanaler i pakker eller enkeltvist, alt efter hvad der passer bedst til lige præcist deres behov. Vi har alle forskellige tv-vaner og interesser, og ingen skal presses til at spilde deres penge på noget, de ikke ønsker.
 
Man vil muligvis fra branchens side argumentere for, at pakkestrukturen for nogle fodboldelskere er en fordel, fordi kanaler med fodboldrettigheder er de dyreste.
 
Men grundlæggende er det forkert, at vi ikke hver især betaler for det, vi gerne vil se – og også set med en fodboldfans øjne vil frit kanalvalg være en fordel, fordi det vil kunne drive de skyhøje rettighedspriser ned. Får alle tv-seere mulighed for at købe tv-udbydernes kommercielle kanaler hver for sig, vil det betyde, at færre forbrugere vil vælge de store pakker. Fodboldentusiaster vil ikke længere behøve at finde sig i at skulle betale for alle mulige andre kanaler end dem, de vil have, for at se de sportsbegivenheder, de vil. Og tv-seere, som er blevet presset til at abonnere på store tv-pakker pga. andre interesser, slipper for at betale for rettigheder til sportsbegivenheder, de ikke ser. Dermed kan tv-udbyderne ikke sælge lige så mange pakker, og deres indtægter vil blive mindre. Så vil de ikke have råd til at betale astronomiske beløb for tv-rettigheder til fodbold og andre sportsgrene. Priserne for at vise sport i tv vil derfor falde i takt med den faldende efterspørgsel. Sådan fungerer et frit marked.
 
Forbrugerrådet Tænk kører netop nu en kampagne for frit kanalvalg. Vi har råbt op om problemstillingen længe, og frit kanalvalg har i årevis været en politisk målsætning. Men tv-udbydere og kanalejere har ikke leveret varen. Tv-udbyderne har bevæget sig lidt – men frit valg til fx kun at vælge Kanal 5 eller TV3+ er der fortsat ingen udbydere, der tilbyder. Samtidig får flere og flere forbrugere øjnene op for muligheden for at streame fx store sportsbegivenheder.
 
Nogle vil derfor sige, at vi sparker en åben dør ind – at tiden vil give frit valg. Men vi forbrugere har ventet på tv-udbydere, kanal-ejere og politikere længe nok. Vi vil have frit valg og vil ikke længere sidde stille og afvente, at streaming og andre nye former for tv-abonnementer bliver store nok til at rokke ved tv-pakkernes dominans. Det er på høje tid, at politikerne griber ind og lovgiver om frit valg, så fodboldfans kan slippe ud af tv-rettighedernes prisspiral, der er løbet helt løbsk siden det første New Firm og den sjældne Hans Christians-scoring i 1992.
 
Hvis du vil være med til at gøre noget ved sagen eller blot vil vide mere, så kig forbi www.tænk.dk/fritkanalvalg. Du kan også deltage i debatten på #fritkanalvalg