Video : Tipsbladet
Superliga

Priske ærgrer sig over manglende vinderkultur i FCM-nederlag

Test-nederlaget på 2-3 til Silkeborg sætter tankerne i gang hos FC Midtjylland-træner Brian Priske, som kan se, at den manglende udnyttelse kostede.

FC Midtjylland løb overraskende ind i et nederlag til Silkeborg i fredagens testkamp mellem de to Superliga-klubber, hvor sidstnævnte gik fra banen med en sejr på 3-2 efter en fin slutspurt i kampen.

FCM-træner Brian Priske var efter opgøret langt fra tilfreds med, hvad han så i kampen, hvor midtjyderne var foran med 2-1 efter første halvleg. 

Det slår han fast i et interview på klubbens officielle hjemmeside.

- Vi spiller vel 60-65 gode minutter, men i den sidste del af kampen præsterede vi ikke godt nok. Især ærgrer det mig, at vi ikke viste mere vinderkultur. Vi skabte masser af fine chancer i løbet af den første time, men lidt som i efteråret kneb det med udnyttelsen, lyder det fra Priske.

De mål, som gik ind var han selvsagt ikke begejstret for at se.

- Vi indkasserede tre mål, to efter dødbolde og en efter en stor personlig fejl, og det er naturligvis ikke godt nok. At vi fik omstillinger imod os i anden halvleg, bekymrer mig ikke så meget, for vi eksperimenterede med opstillingen, og vi fik både gode og mindre gode svar ud af formationsændringen, fortæller han.

Endvidere glæder Brian Priske sig over, at de to nye offensive kort i truppen, Anders Dreyer og Lasse Vibe, er faldet så godt til i klubben. Netop de to stod også for de midtjyske scoringer i opgøret.

Næste opgave for FC Midtjylland er mod svenske Hammarby, som de møder i Stockholm på tirsdag.