Video : Tipsbladet
Superliga

Profiler er væk: EfB-sportschef holder øje med transfermarkedet

Et par af profilerne for sidste sæson Esbjerg-mandskab er væk, og derfor holder klubben nu øje med, hvad der sker på transfermarkedet.

I den forgangne sæson overraskede Esbjerg fB og snuppede bronzemedaljerne i Superligaen. Det var en imponerende bedrift, men det betyder også, at der nu er lidt større forventninger til vestjyderne i næste sæson.

Dog står klubben med en trup, der er blevet en anelse svækket. Både Carlo Holse og Adnane Tighadouini er ikke længere i klubben efter afsluttede lejeaftaler, og det giver lidt udfordringer i offensiven, og det har fået Jimmi Nagel til at være opmærksom på, hvad der sker på transfermarkedet.

- De fleste kan jo nok se, at Carlo og Adnane, der spillede mange kampe, ikke er her mere. Så lige nu er der ikke så mange tilbage. Vi har stadig Mathias (Kristensen, red.), Patrick Egelund og Oti på kanterne, så det er ikke, fordi vi er helt tomme, men vi holder øje med, hvad der sker, fortæller EfB-sportschefen til Jydske Vestkysten.

Sportschefen har samtidig også en klar plan om at skulle holde sammen på resten af den trup, der præsterede så flot i den forgangne sæson, men han lægger ikke skjul på, at der er kommet mere interesse i Esbjerg-spillerne.