Video : Tipsbladet
Superliga

Pukki siger farvel til Brøndby: De bedste år i min karriere

Teemu Pukki har sendt en afskedshilsen afsted mod Brøndby efter fire gode år i Superliga-klubben.

Efter fire år i Brøndby har Teemu Pukki skiftet tilværelsen på Vestegnen ud med et ophold i Norwich, der spiller i den næstbedste engelske række. Opholdet i Brøndby har betydet meget for den finske angriber, som har været en stor profil i Superligaen, og han føler, at han har haft nogle gode år i Danmark.

- Jeg har været her i fire dejlige år, og jeg har virkelig nydt min tid her i klubben. De seneste tre år har været den bedste tid i min fodboldkarriere. Jeg har fået nogle gode minder, selvom slutningen ikke var, som vi havde håbet. Det var lidt en trist slutning på en ellers fantastisk historie, fortæller Teemu Pukki til Brøndby Indefra.

Stemningen omkring Brøndby, der har udviklet sig positivt i de seneste år, har også haft betydning for Teemu Pukki, der havde meget svært ved at tage afsked med Brøndby-fansene, spillerne og alle andre omkring holdet.

- Jeg elsker denne klub. Det har været mit hjem i de seneste fire år, og jeg har nydt ethvert øjeblik. Denne klub, dette stadion, disse spillere og alt omkring Brøndby vil altid have en plads i mit hjerte, siger Pukki.

- Det var den sværeste afsked, jeg har haft. Det er svært at sige mere til det. Det har været svært for mig at sige farvel til klubben og alle omkring Brøndby, lyder det fra den finske angriber, som samtidig lover, at han vil forsøge at besøge Brøndby Stadion fremover.

Den 28-årige angriber blev noteret for 164 kampe for Brøndby med 72 mål og 23 assists til følge.