Video : Tipsbladet
Superliga

Pusic brød sig ikke om Horsens-stilen: Indkast fra 40 meter er ikke mig

Martin Pusic gør i et længere interview med Spox status over tiden i dansk fodbold.

En af de mest opsigtsvækkende historier i dansk fodbold i 2018 har Martin Pusic i centrum. Den 15. juli blev den tidligere Superliga-topscorer præsenteret i AC Horsens på en to-årig aftale, dagen efter debuterede han for Den Gule Fare mod FC København, og den 19. juli blev kontrakten ophævet på angriberens initiativ.

Nu er Martin Pusic vendt hjem til Østrig og SV Mattersburg, og i et interview med Spox i slutningen af september fastslog han, at stilen i AC Horsens ikke passede ham.

- AC Horsens var min femte klub i Danmark. Faktisk ønskede jeg ikke længere at være i landet, men deres træner (Bo Henriksen, red.) ringede til mig 20 gange. Han ville skrive under med mig, og vi havde nogle gode snakke. Jeg lod mig overtale til at skrive under på kontrakten, men hurtigt indså jeg, at jeg ikke kunne lide spillestilen, siger Martin Pusic til Spox og tilføjer:

- De er afhængige af 40 meter lange indkast og fokuserer næsten udelukkende på standardsituationer. Jeg er opmærksom på vigtigheden af standardsituationer i dagens fodbold og har selvfølgelig ikke noget problem med at træne dem. Men hvis spillet udelukkende er fokuseret på dem, nyder jeg ikke at spille fodbold. Derfor ønskede jeg at komme tilbage til en klub, hvor man spiller fodbold, og spilleglæden kommer i første række.

Martin Pusic fik 16 minutter i AC Horsens-trøjen, og Bo Henriksen har aldrig lagt skjul på, at hele situationen med angriberen forbavsede ham.

FC Midtjylland ville sælge til Kina
I samme interview taler den tidligere Superliga-topscorer også om tiden i FC Midtjylland, og han løfter blandt andet sløret for, at ulvene på et tidspunkt modtog et stort bud fra en klub i Kina. Det var et salg, FCM var meget opsatte på at trumfe igennem, lyder det fra Martin Pusic.

- Desværre kan man som spiller ikke påvirke alt i fodbold. Præstationen på banen er op til mig, men der er også forretningsfolk, der skal gøre deres arbejde. Det gjorde de ikke i Danmark, siger Pusic og fortsætter:

- Der var bud fra Kina, og det var et økonomisk attraktivt ét for mig, men efter min mening i endnu højere grad for klubben. Der var en stor transfersum i spil, og jeg var 27 år gammel - min bedste fodboldalder. Mit næste skridt var en top fem liga.

- De ville virkelig gerne have skiftet til Kina gennemført. De opfordrede mig til at gøre det, men det ønskede jeg ikke. Så blev jeg sendt på bænken. Som spiller er det svært at gøre så meget i sådan en situation, for man har en kontrakt, man er forpligtet til, slutter Pusic.

Foruden FC Midtjylland og AC Horsens har Martin Pusic også tørnet ud for Esbjerg fB, FC København og AGF. Han har i denne sæson scoret to mål i fire kampe for SV Mattersburg.