Video : Tipsbladet
Superliga

Pusic om mislykket klubskifte: Sker meget bag den lukkede dør

FC Midtjylland-angriberen Martin Pusic var på vej til belgisk fodbold, men skiftet gik i vasken, og nu kæmper angriberen videre i FC Midtjylland.

De færreste havde nok forventet at se Martin Pusic i FC Midtjylland dette efterår. Specielt efter den 28-årige angriber på sidstedagen i sommerens transfervindue sad i forhandlinger med belgiske Standard, men en aftale kom ikke i stand, og Pusic måtte slukøret forlade Belgien ud på de sene aftentimer på deadline day for i stedet at vende tilbage til dansk fodbold og FC Midtjylland.

Den østrigsk-fødte angriber, der har kroatiske forældre, er efterhånden kommet sig over skuffelsen af at glippe klubskiftet.

- Selvfølgelig var det svært i starten. Du tænker meget på det, men jeg er omvendt også professionel, og jeg ved, hvordan tingene fungerer. Jeg er en fighter, så jeg kæmper videre, siger Martin Pusic til tipsbladet.dk og forklarer:

- Meget af det, der sker i fodbold, bliver ikke fortalt. Der sker meget bag den lukkede dør. Der var diskussioner, og som spiller skal du også have dine bedste interesser i tankerne. Nu er jeg her, og det er jeg glad for. Jeg kan spille og vise mig frem her, siger Martin Pusic, der ikke er meget for at åbne døren og give et indblik i, hvad der foregik i forbindelse med det glippede klubskifte.

Martin Pusic var med fra start søndag, hvor FC Midtjylland skuffende tabte med 0-1 til Lyngby på udebane efter fire gode kampe i streg, der havde kastet 10 point af sig. Planen for Pusic er at blive ved med presse sig på til træning, så der bliver mere spilletid og måske et klubskifte til vinter. Det var tredje kamp i streg, han startede inde.

- Fodbold er et spil, hvor de bedste spiller, og det er et spil, jeg elsker, så da jeg kom tilbage, trænede jeg hårdt og forsøgte at komme på holdet. Får jeg minutter, vil jeg gøre alt for at hjælpe holdet og score. Jeg passer mit arbejde og forsøger at blive bedre, siger han.

Indtil videre har den tidligere Superliga-topscorer dog ikke helt ramt topformen i forhold til mål. Det er kun blevet til én Superliga-scoring i denne sæson - det var et meget omtalt straffespark mod Esbjerg.

Som angriber er Pusic dog afhængig af service fra medspillerne, fordi han ikke er en type, der dribler fem mand og sparker den ind fra 30 meter.

- For en angriber handler det meget om, hvordan holdet spiller, for spiller holdet godt, kan du som angriber forvente at få mange gode bolde. Og når vi som hold ikke spiller godt, kan det også være svært at vise sig frem. Holdet bag angriberen er vigtig, siger Martin Pusic, hvis mål i dette efterår er holdsucces:

- Jeg vil gerne forblive rask og spille kampe, og forhåbentlig kan jeg være med til at vinde en passe kampe.

Med søndagens skuffende resultat er FC Midtjylland fortsat nummer tre i Superligaen med 20 point. Seks point efter FC København, der fortsat er nummer et.