Video : Tipsbladet
Superliga

Rafael van der Vaart: Ingen Esbjerg-kontrakt klar

Rafael van der Vaart vil blive i Danmark, og Esbjerg fB ligner et oplagt bud. Han understreger imidlertid, at intet er sikkert.

Rafael van der Vaart er langt om længe fri af FC Midtjylland og kan nu begynde at planlægge det, der meget vel kan blive hans sidste år som professionel fodboldspiller. Den 35-årige verdensstjerne har fastslået, at han vil spille et år mere, efter han har varmet bænk i FC Midtjylland i det meste af to år.

Rafael van der Vaart vil gerne blive i Danmark, hvor hans kæreste, Estavana Polman, spiller håndbold for Team Esbjerg, og Esbjerg fB, som i weekenden sikrede sig oprykning til Superligaen, har været nævnt som en oplagt arbejdsgiver for hollænderen. Van der Vaart bor i byen, og Esbjerg fB har - i skrivende stund - en hollænder som sportsdirektør og en hollænder i cheftrænerstolen.

- Jeg har været i kontakt med klubben, men det er ikke sådan, at en kontrakt er klar eller noget. Først og fremmest skal jeg arbejde som analytiker for NOS (hollandsk TV-station, red.) under VM. Jeg er ret afslappet og vil bare spille fodbold et år mere, siger Rafael van der Vaart til Algemeen Dagblad.

Han fastslår, at han føler sig overbevist om, at han stadig har niveauet til topfodbold, og han understreger endnu en gang, at det vil passe ham bedst at blive i Danmark. Dels på grund af hans håndboldspillende kæreste, men også fordi, at hans søn fra et tidligere forhold bor i Hamborg. 

Rafael van der Vaart spillede 17 Superliga-kampe for FC Midtjylland. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.