Video : Tipsbladet
Superliga

Rafael van der Vaart: Jeg er tilfreds med min karriere

Rafael van der Vaart er tilfreds med sin karriere, men antyder, at han gerne ville have sluttet den lidt pænere.

Da Rafael van der Vaart stod op mandag morgen, var det ikke længere som professionel fodboldspiller. Hollænderen med 109 landskampe på CV'et meddelte søndag sin arbejdsgiver Esbjerg fB, at han har valgt at stoppe sin aktive karriere, selv om hans kontrakt med vestjyderne løb frem til udgangen af denne sæson. Skader endte med at punktere de slidte ben.

Dermed har 35-årige Rafael van der Vaart udsigt til en helt ny hverdag, hvor det meste ikke længere handler om fodbold. Lige nu passer han huset i Esbjerg, mens kæresten, Estavana Polman, passer håndboldkarrieren.

- Estavana har kontrakt til udgangen af sæsonen, og jeg følger hende derhen, hvor hun tager. Om jeg nu bare er håndboldmand? Det er hårdt, at det nu er officielt, siger Rafael van der Vaart med et grin til voetbalinside.nl ifølge Voetbalprimeur.

Rafael van der Vaart har tilbragt to-et-halvt år i dansk fodbold, og det har mildt sagt ikke været nogen succes for hollænderen, der velsagtens er det største udenlandske navn, der nogensinde har været i Danmark.

- Jeg kan godt lide tanken om, at jeg nu er mere hjemme, men når alt kommer til alt, er jeg tilfreds med min karriere, selv om jeg da gerne ville have sluttet i Real Madrid, lyder det fra fodboldpensionisten Rafael van der Vaart.

Hollænderen nåede at spille tre kampe for Esbjerg fB.