Video : Tipsbladet
Superliga

Randers-anfører forlader klubben til sommer

Mads Fenger skifter til svenske Hammarby efter Superliga-sæsonens afslutning.

Mads Fenger rejser til sommer til udlandet efter adskillige sæsoner i Randers-trøjen. Den 26-årige anfører har skrevet kontrakt med svenske Hammarby gældende fra sommeren 2017. Det skriver Randers FC på klubbens hjemmeside

- Mads Fenger har gennemgået en fantastisk udvikling i Randers FC og er blevet en stor profil ikke bare i Randers FC, men i hele ligaen. Derfor er det også ærgerligt, at vores veje skilles til sommer, men sådan er fodbold-gamet engang imellem, siger sportschef Ole Nielsen.

- Vi har været bekendt med Mads Fengers drøm om at komme til udlandet og prøve kræfter med en ny liga, og det har vi naturligvis stor forståelse for i Randers FC. Vi er helt sikre på, at Mads slutter godt af i klubben og ønsker ham derefter al held og lykke i fremtiden.

Mads Fenger kom til Randers som ynglingespiller fra Skovbakken. På mandag spiller han sin kamp nummer 250 for klubben. Han er i forvejen den spiller med flest kampe for klubbens førstehold.