Randers-anfører: Nu skal vi slå Brøndby
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Randers-anfører: Nu skal vi slå Brøndby

Mads Agesen maner til besindighed, selv om Randers FC har fået en dårlig start på sæsonen. Nu gælder det om at besejre Brøndby IF og bevare optimismen.

Ét point og en 14. plads i tabellen. Det er de kedelige kendsgerninger for Randers FC efter fire kampe i denne sæson. Den seneste af slagsens var lørdagens 2-0-nederlag i Hobro, hvor randrusianerne ellers havde masser af chancer til at score mål. 

Det ærgrer anfører Mads Agesen, at hans hold "har lidt svært ved at putte bolden i nettet i øjeblikket," som han formulerer det. Randers har kun scoret ét mål i sæsonen, og det har selvsagt været en medvirkende årsag til den fattige pointhøst.

Kaptajn Agesen er dog opsat på, at Randers-spillerne ikke skal lade sig ramme af nedtrykthed. Den bedste kur er tre point, og det skal gå ud over Brøndby IF i næste runde.

- Vi må bare vinde over Brøndby. Sværere er det jo ikke. Sæsonen er stadig ung, og vi har kun spillet fire kampe, så vi skal prøve at ryste det af os hurtigst muligt og blive ved med at klø på. Det nytter ikke noget at hænge alt for meget med hovedet, siger han til Randers Amtsavis.

Den kamp spilles på hjemmebane på søndag, hvor Randers altså skal forsøge at hente sæsonens første sejr. Kun AaB har heller ikke prøvet at vinde endnu i Superligaen 2017/18. 

Det er endnu uvist, om Mads Agesen kommer i aktion i det opgør, da han måtte udgå af Hobro-kampen efter en tackling fra Quincy Antipas. Efterfølgende kunne han ikke mærke sit ben, men det er ikke det eneste problem.

- Jeg har lige så ondt i min ankel lige nu, så det er både læg og ankel. Vi må lige se, hvordan det har det, når hævelsen er gået væk. Lige nu aner jeg ikke, hvordan det ser ud med en mulig pause, så langt er jeg slet ikke. Jeg er bare pisseirriteret over, at vi tabte, siger han.