Randers-anfører om Backstage: Jeg vil anbefale det til andre klubber
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Randers-anfører om Backstage: Jeg vil anbefale det til andre klubber

Tv-programmet Superliga Backstage har ingen skyld i Randers FC's sportslige nedtur, mener anfører Mads Agesen, der tværtimod anbefaler andre klubber at sige ja til det samme.

Bærer tv-programmet Superliga Backstage en del af skylden for, at Randers FC ligger sidst i Superligaen? Den teori er blevet luftet mere end én gang på sociale og traditionelle medier, men fra en af seriens hovedkarakterer er beskeden klar: Nej, det gør det ikke.

For dem, der ikke er bekendt med programmet, kan vi fortælle, at det er Eurosports dokuserie om Randers FC, hvor tv-kanalens kameraer og journalister har fået adgang til dele af en Superliga-klub, som normalt er forment pressen. Omklædningsrummet, møder, private samtaler.

Det hele er blevet vist på tv, og teorien har derfor været, at programmet forstyrrer mere, end det gavner. Men det afviser anfører Mads Agesen, der i flere afsnit har været en central skikkelse.

- Og så er der dem, der mener, at det har påvirket os sportsligt. Jeg har forståelse for præmissen, og det er svært for os at modbevise, når vi ligger, hvor vi gør og har vundet én ud af tretten. Omvendt er fodbold også mere komplekst. Det består af mange elementer, så man kan spørge sig selv, om den er gal med os spillere, holdet, taktikken, træneren, tv-programmet eller noget helt sjette, skriver han i et indlæg på Spillerforeningens hjemmeside.

- Hvis det var kameraet, så havde vi smidt dem ud for længst, og derfor synes jeg ikke, at den præmis er holdbar. Men der er jo en masse mandagstrænere, der kender til både taktik og træning, så det må vi tage med. Vi kan bare ikke bruge ret meget tid på det.

Han mener ligefrem, at forløbet måske har bragt spillertruppen i Randers tættere på hinanden. Han har da også en klar besked til andre Superliga-klubber, som måtte få tilbudddet om at medvirke i en lignende serie.

- Derfor vil jeg også anbefale det til andre klubber. Hvis man tør at åbne op. Hvis man tør at vise, hvordan det ser ud, når det gør rigtig ondt i omklædningsrummet, så vil jeg klart anbefale andre at gøre det. Det er dygtige journalister, som man kan stole på, og de viser et reelt billede af, hvad der foregår, skriver Agesen.

Der har hidtil været fire afsnit, og det er meningen, at Eurosports hold skal følge Randers FC gennem hele den nuværende sæson.