Video : Tipsbladet
Superliga

Randers-anfører vil i Europa: Man kan spille i nogle vanvittige omgivelser

Erik Marxen har før prøvet at spille de europæiske kampe, som Randers FC kæmper for at kvalificere sig til, og det vil han gerne opleve igen. For det er bare noget, man husker.

De kan ganske vist tælles på én hånd, men Erik Marxen kan prale af at have europæiske kampe på cv'et. Dem fik han med Randers FC i 2015, og nu er holdet bare tre kampe fra at gentage kunststykket. Og det vil anføreren meget gerne.

For selv om modstandere som Sant Julia fra Andorra og Elfsborg fra Sverige ikke osede af storhed, var det nogle sjove kampe at spille og gode oplevelser at få. Marxen husker stadig tilbage på de fire opgør i 2015 med glæde.

- Nu har jeg selv prøvet at være en tur i Andorra og i Sverige, og det er bare noget af det, man husker. Alting omkring det. Man kommer ned og bo på et godt hotel, der bliver måske chartret et fly, som da vi var Andorra, og man kan spille i nogle vanvittige omgivelser. Så det er nogle fede oplevelser, siger han til TV2 Østjylland.

Dengang vandt Randers 4-0 samlet over Sant Julia og var tæt på også at sende Elfsborg ud af Europa League-kvalifikationen. Men et mål i den ekstra spilletid i returkampen, hvor Marxen i øvrigt blev udvist, sendte svenskerne videre. Da mødte de norske Odds BK, som blev endestationen.

Før Erik Marxen og co. får lov til at opleve den slags kampe igen, venter to playoffopgør mod AGF. Det første spilles på lørdag. Den samlede vinder møder enten nummer tre eller fire fra mesterskabsspillet i den endelige duel om en plads i Europa League-kvalifikationen.