Ærlig Randers-svensker: Troede ikke jeg skulle være her så længe
Foto: Gregers Tycho/Polfoto
Superliga

Ærlig Randers-svensker: Troede ikke jeg skulle være her så længe

En god forårssæson er det helt store mål for angriber Mikael Ishak, der jagter en billet til sommerens OL. Og måske et salg til sommer, hvor han kun har et år igen af sin aftale.

Den svenske angriber Mikael Ishak er et sikkert kort i Randers FC's startopstilling, når klubben lørdag får besøg af SønderjyskE. En kamp mellem to hold, der leger med i subtoppen af Superligaen, og hvor begge hold kommer til at stå kompakt og med fokus på strukturen.

Derfor er der brug for klasse, når der kommer en chance, og klasse har Mikael Ishak fra Randers FC. Godt nok scorede han blot fire gange i efteråret, men at dømme ud fra opstarten er Randers' 22-årige svensker skarp. Fire gange scorede han.

Og Ishak ved, at der venter et vigtigt forår for både klubben og angriberen selv. Dels skal Randers sikre top seks, som er dern officielle målsætning, dels har Ishak drømme om store slutrunder til sommer.

- Min største drøm er EM, men det er langt væk for mit vedkommende, må jeg erkende. Mit store mål er derfor at komme med til OL (i Rio, red.), det vil virkelig være interessant at prøve. Jeg har en god dialog med den svenske landstræner om OL, så jeg er fortrøstningsfuld. Men jeg skal score mine mål, og jeg skal være afgørende. Så tror jeg på, at jeg kommer med, siger Mikael Ishak til tipsbladet.dk.

Til sommer har angriberen kun et år igen af sin aftale med Randers FC, og det kan derfor blive en travl sommer, hvor han dels spiller med ved OL, dels måske bliver solgt, hvis Randers skal score en transfersum for ham.

- For at være helt ærlig planlagde jeg ikke at være her i lang tid, da jeg skiftede til Randers, men jeg er glad her, og jeg nyder at spille. Nu har jeg før prøvet at være i større klubber og ikke spille, og det gør mig bare ikke glad. For mig handler det om glæde, og min glæde kommer kun af, at jeg spiller, siger angriberen ærligt.

Og i forhold til kampen lørdag er Mikael Ishak fortrøstningsfuld. Randers har haft en god forsæson, hvor det blandt andet er blevet til en sejr over Lokomotivi Tbilisi, og hvor der er spillet 0-0 med Shakhtar Donetsk. 14-1 lyder målscoren i testkampene på.

- Vi har mange spillere i god form for tiden. Mads Fenger ser utrolig stærk ud, og Mads Agesen er kommet godt tilbage. Defensiven ser stærk ud, og så bliver det altså op til os offensive spillere at vise os. Specielt mod SønderjyskE, der står kompakt, og hvor det er svært at komme igennem, siger Ishak.

Sverige kvalificerede sig til OL ved at vinde U21 EM i sommer og er altså med i slutrunden i Brasilien, hvor det danske U23-landshold i øvrigt også deltager.

Mikael Ishak har tidligere spillet i blandt andet italienske Parma og tyske FC Köln.